Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er søndag blevet anmeldt for vold mod en taxichauffør, og angriberens karriere kan dermed meget vel være slut.

Det vurderer B.T.s sportschef, Søren Klæstrup.

»Man kan godt frygte, at det her er begyndelsen til enden.«

»Hvis man skruer tiden tilbage, så har Bendtner og hans bagland gjort alt for at skabe en ny fortælling om hans karriere og genrejsning. Hele historien om, at han har fundet ro i det norske, han er begyndt at gå ture i det fri og er begyndt at fiske, falder til jorden nu. På én nat er al den troværdighed, der er bygget op, fuldstændig ødelagt,« siger Søren Klæstrup.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

Den danske stjerne skiftede i marts 2017 til den norske fodboldklub Rosenborg efter en turbulent tid i adskillige klubber rundt omkring i Europa. Skiftet skulle ses som en helt ny start for den danske angriber, der endelig kunne se frem til regelmæssig spilletid.

Men sportschefen kan godt være i tvivl om, hvorvidt Bendtner fortsat vil have en fremtid i Norge, hvis det ender med, at han bliver dømt for vold.

»Rosenborg har åbent og kærligt har taget imod ham, og hvor de har rummet ham med alle de fejl og mangler, som han – ligesom alle os andre – også indeholder. Men lige nu tester han Rosenborg til det yderste, og jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt tålmodigheden stadig er der, hvis han ender med at være en dømt voldsmand.«

Derudover kan det ende med at få store konsekvenser for hans fremtid på det danske landshold.

Søren Klæstrup, sportschef på B.T.
Søren Klæstrup, sportschef på B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg kan også være alvorligt i tvivl om, hvorvidt landsholdet og Åge Hareide fremadrettet vil kunne bedømme Nicklas Bendtner udelukkende på det sportslige, hvis det viser sig, at han bliver dømt for vold,« fortæller Søren Klæstrup.

Sportschefen understreger da også, at vi endnu mangler at høre en officiel forklaring fra Nicklas Bendtners side. Men det skal da også være en ualmindelig god forklaring, hvis han skal kunne redde sig ud af den her sag.

»Det er ærgerligt og trist, at han lige nu er ved at ødelægge det sidste håb i karrieren, bedst som vi troede, at han på falderebet nåede at samle sig selv op.«

Det var B.T., der søndag kunne afsløre, at Nicklas Bendtner var blevet anmeldt for vold mod en taxichauffør. Det blev bekræftet af taxiselskabet Dantaxi, der samtidig kunne fortælle, at deres chauffør lå på operationsbordet med en brækket kæbe.

B.T. følger fortsat Bendtner-sagen tæt.