For cirka et år siden fandt Kasper Dolberg endelig ud af, hvad der var galt.

Landsholdsbomberen følte sig ikke på toppen efter en periode, hvor han var forfulgt af sort uheld.

Men alligevel kom det bag på ham, at det var det, han fejlede.

Nyheden skabte stor forundring, da den ramte offentligheden. For Dolberg selv viste det sig også at være noget, der skulle ændre hans liv markant.

Kasper Dolberg (th.) spiller til daglig i Sevilla.
Kasper Dolberg (th.) spiller til daglig i Sevilla. Foto: CRISTINA QUICLER
Vis mere

»Det var et chok for mig at få at vide, at jeg har type 1-diabetes. Jeg var bekymret for mit helbred og min fodboldkarriere, men efter en tilvænningsperiode, hvor jeg har skullet lære det hele at kende, har jeg efterhånden fået godt styr på min diabetes,« forklarer Kasper Dolberg.

»Selvom jeg skal holde øje med mit blodsukker og skal være mere påpasselig med, hvad jeg spiser, har jeg heldigvis kunnet fortsætte mit liv på og uden for fodboldbanen.«

Nu har den 25-årige fodboldspiller indgået et samarbejde med Novo Nordisk, som for første gang nogensinde indgår en individuel aftale i Danmark.

Ambitionen er at sætte fokus på, at det er muligt at leve et aktivt og godt liv, selvom man er diagnosticeret med sukkersyge. For Kasper Dolberg er langtfra alene om at have type 1-diabetes i Danmark.

Det har 28.000 mennesker. Det mærker angriberen, der har fået flere henvendelser fra forældre med børn, der også har diabetes.

»Det er selvfølgelig ikke rart at få at vide, at man har en alvorlig kronisk sygdom, som man skal leve med resten af livet. Men det er samtidig vigtigt at gøre sig klart, at man kan leve et aktivt liv med diabetes, hvis man passer på sig selv.«

»Det budskab vil jeg gerne være med til at sprede – ikke mindst til alle de mange børn og unge og deres familier, der har sygdommen tæt på,« fastslår Kasper Dolberg.

Oftest er det børn og unge, der får diagnosticeret sygdommen. Og selvom type 1-diabetes er uhelbredelig, kan man heldigvis leve med sygdommen i dag.

Kasper Dolberg og Christian Eriksen fejrer Dolbergs mål mod Frankrig.
Kasper Dolberg og Christian Eriksen fejrer Dolbergs mål mod Frankrig. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Sådan har det ikke altid været.

»For 100 år siden var det forbundet med store lidelser og en tidlig død at få diabetes. Sådan er det heldigvis ikke i dag. Man kan sagtens leve et godt og langt liv og forfølge sine drømme, selvom man har diabetes. Det er vigtigt at vide for børn og unge med sygdommen. Og derfor har vi også brug for rollemodeller som Kasper Dolberg,« siger Jeppe Theisen, som er landechef i Novo Nordisk Danmark.

Diabetesforeningen priser også tiltaget velkommen.

Ifølge direktør Claus Richter hjælper det gevaldigt, når en stjerne som Kasper Dolberg stiller sig frem og fortæller om sin sygdom.

»Livet forandrer sig i familien, når et barn får type 1-diabetes, og der kan naturligt nok opstå en vis bekymring og usikkerhed. Den opleves som en kamp 24/7. Men efterhånden, som alle i familien lærer at takle sygdommen, er det faktisk ofte livet uden for hjemmet, der giver anledning til bekymring,« forklarer han.

»Derfor er det en kamp for diabetes at blive taget alvorligt og blive forstået.«

Kasper Dolberg er en del af Danmarks trup, når VM skal spilles i Qatar lige om lidt.