Efter 50 dages fodlænkestraf er Nicklas Bendtner tilbage som fodboldspiller.

»Jeg er færdig med den periode, som har været - og er nu rigtig spændt på den nye sæson,« siger han.

Fredag rejste han til Trondheim efter at have fået fjernet fodlænken, og mandag trænede han for første gang i år med i Rosenborg.

I et interview på den norske klubs Facebook-side fortæller den 31-årige angriber om, hvordan afsoningen foregik i København.

»Jeg er stået op og har spist morgenmad derhjemme, så har jeg taget til træning (Bendtner har trænet ved personlig træner Thomas Jørgensen, red.) som en del af opstarten til denne sæson. Det har jeg været i seks timer hver dag fra mandag til lørdag. Jeg har trænet utroligt hårdt og fokuseret,« siger Nicklas Bendtner i interviewet.

»Når jeg så kom hjem, har reglerne været sådan, at jeg kun kunne være indenfor. Så det har været let at forholde sig til, hvad man kunnet og ikke kunnet gøre. Det værste er, at man ikke har haft friheden - men det skal jo også være en straf, og det har jeg mærket.«

Nu ser den 31-årige angriber frem til igen af spille fodbold.

»Jeg glæder mig til at se gutterne igen og opleve de nye trænere,« siger Nicklas Bendtner:

»Der er sket meget i de seneste år, men nu er alt på plads - nu glæder jeg mig rigtigt meget til at støtte truppen, komme igennem den næste måneds træning og starte sæsonen.«

Mens Nicklas har afsonet sin voldsstraf på et overfald på en taxachauffør i København, har Rosenborg fået ny træner, Eirik Horneland.

Den nye mand i spidsen for den norske mesterklub har sammen med sportsdirektør Sitg Inge Bjørnebye været på besøg på hos den danske spiller i lejligheden i København.

»Eirik og Stig kom på besøg, og vi havde en fin snak om den nye sæson og mine forventninger. Vi var enige om, hvordan vi skal arbejde - så det var vældigt fint, at de kom på besøg. Det satte jeg stor pris på, og det viser en respekt, som jeg synes er vigtig,« siger Nicklas Bendtner.

Han mener, at han har noget at revanchere i denne sæson.

»Personligt fik jeg sidste år ikke alt det, jeg ønskede for holdet eller mig selv, og sådan vil jeg ikke have det i år. Jeg regner med at få flere chancer og dermed også flere mål,« siger Nicklas Bendtner.

Han har dog vundet The Double i begge sine sæsoner i den norske klub.

Se hele interviewet med Nicklas Bendtner herunder: