Nicklas Bendtner har været væk fra fodboldbanen i et stykke tid. Og det kan ses.

Sådan var meldingen fra Rosenborgs nye træner, Eirik Horneland, mandag eftermiddag, da han for alvor havde set den danske angriber an for første gang. Derfor passer de også på Bendtner i den norske klub, da de frygter, han bliver skadet, hvis han bliver presset for hårdt i starten.

»Vi prøver at involvere ham mest muligt i fællesøvelserne, og så må vi balancere og kommunikere godt, så han ikke pådrager sig nogle dumme skader,« siger Eirik Horneland til Adresseavisen.

Fordi holdkammeraterne har været i gang længere tid end Nicklas Bendtner, der i slutningen af sidste uge fik fodlænken af, skal nordmændene være påpasselige med danskeren. Noget, der ikke er helt så let, som det lyder.

Nicklas Bendtner var tilbage på træningsbanen i Norge mandag formiddag.
Nicklas Bendtner var tilbage på træningsbanen i Norge mandag formiddag. Foto: Alley, Ned
Vis mere

»Det er en vanskelig øvelse, men vi må prøve at gøre det så godt, vi kan. Det handler om at kommunikere godt, læse dagsformen godt og læse spilleren godt,« siger Horneland.

Der er et godt stykke tid til den første kamp i sæsonen for Rosenborg, og der er dermed masser af tid til, at Nicklas Bendtner kan finde storformen. Han bliver dog ikke sendt i kamp lige med det samme, og når den norske storklub torsdag spiller træningskamp, bliver det med al sandsynlighed også med Nicklas Bendtner på sidelinjen.

»Vi ønsker, han kommer ordentligt i gang med fodbolden, og derfor skal han ikke i kamp for tidligt. Det handler om den totale belastning, i forhold til at han ikke skal spille kamp efter tre dage,« sagde Rosenborgs medicinske koordinator, Haakon Schwabe.

Nicklas Bendtner startede afsoningen med fodlænke den 3. januar efter at være blevet dømt for vold mod en taxichauffør i starten af november sidste år. I første omgang valgte han at anke dommen, men det droppede han dog kort tid efter.

Nicklas Bendtner trænede mandag med sine holdkammerater for første gang i år.
Nicklas Bendtner trænede mandag med sine holdkammerater for første gang i år. Foto: NED ALLEY
Vis mere

Mandag satte Nicklas Bendtner ord på, hvordan afsoningen foregik.

»Jeg er stået op og har spist morgenmad derhjemme, så har jeg taget til træning (Bendtner har trænet ved personlig træner Thomas Jørgensen, red.) som en del af opstarten til denne sæson. Det har jeg været i seks timer hver dag fra mandag til lørdag. Jeg har trænet utroligt hårdt og fokuseret,« sagde Nicklas Bendtner, der ellers har opholdt sig meget inden døre.

Under afsoningen fik han i København også besøg af den nye Rosenborg-træner.

»Eirik og Stig kom på besøg, og vi havde en fin snak om den nye sæson og mine forventninger. Vi var enige om, hvordan vi skal arbejde - så det var vældigt fint, at de kom på besøg. Det satte jeg stor pris på, og det viser en respekt, som jeg synes er vigtig,« fortalte Nicklas Bendtner.