Først var han direktør i FC København, og dernæst blev han bestyrelsesformand. Alt i alt havde Flemming Østergaard sin gang i Superliga-klubben fra 1997 til 2010.

Men tilsyneladende har hans forhold til FC Københavns nuværende næstformand, Niels-Christian Holmstrøm, været betændt.

»Han er en lystløgner af værste skuffe,« udtaler Niels-Christian Holmstrøm i et interview med det københavnske medie Dontt, der har bedt ham vurdere betydningen af Flemming Østergaards 13 år i klubben.

Flemming Østergaard har bemærket udtalelsen, som han i en snak med B.T. vælger at tage afstand fra.

Niels-Christian Holmstrøm, til venstre, modtog en buket blomster af Flemming Østergaard, da han i 2006 efter en FCK-kamp mod Silkeborg stoppede som sportsdirektør.
Niels-Christian Holmstrøm, til venstre, modtog en buket blomster af Flemming Østergaard, da han i 2006 efter en FCK-kamp mod Silkeborg stoppede som sportsdirektør. Mogens Flindt

»Jeg diskuterer ikke på det niveau. Det er jul, og jeg har ikke behov for at fortælle, at han er nul og niks,« siger Flemming Østergaard.

I interviewet med Dontt lyder det videre fra Niels-Christian Holmstrøm, at Flemming Østergaard 'aldrig har haft noget med det sportslige at gøre'. Blandt andet bliver det påpeget, at den stort opslåede transfer med Brian Laudrup 'gik galt med et stort brag', hvorefter Flemming Østergaard 'tudede i tre måneder'.

»Der kom han til mig og bad mig om at hjælpe ham. Min eneste betingelse var, at han aldrig blandede sig i det sportslige igen. Når han siger, at det var ham, der f.eks. fandt Zuma (den sydafrikanske stjernespiller Sibusiso Zuma, red.), så er det endnu en af hans løgne,« siger Niels-Christian Holmstrøm.

Flemming Østergaard fastholder sit ønske om, at julefreden lader sig sænke over såvel Danmark som FC København.

Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm på tilskuerpladserne i Parken under en pokalkamp mellem FC København og Brøndby IF.
Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm på tilskuerpladserne i Parken under en pokalkamp mellem FC København og Brøndby IF. Martin Sylvest Andersen

»Når rette tid er inde, skal jeg nok komme med en udtalelse. Men ikke nu,« siger Flemming Østergaard på en telefon fra et dansk hospital:

»Her modtager jeg i dag (onsdag, red.) og på fredag behandling for en lidelse, jeg pådrog mig for efterhånden mange år siden i forbindelse med et trafikuheld. Hvis jeg ikke bliver behandlet, kan jeg ikke gå,« siger Flemming Østergaard.

Niels-Christian Holmstrøm går også i flæsket på folketingskandidaten David Trads (S), som bliver kaldt et 'skvadderhoved'.

Her kan du læse David Trads' reaktion på den udmelding