Sammen styrede de i årevis FC København, men nu gør Niels-Christian Holmstrøm klart op med Flemming Østergaard.

»Han er en lystløgner af værste skuffe,« siger Niels-Christian Holmstrøm.

Ordene falder i et interview med det københavnske medie Dontt.

Her bliver Niels-Christian Holmstrøm bedt om at vurdere betydningen af Flemming Østergaards tid i FCK, hvor Don Ø var først direktør og siden bestyrelsesformand fra 1997 til 2010.

Niels-Christian Holmstrøm er stadig en del af FCK-ledelsen.
Niels-Christian Holmstrøm er stadig en del af FCK-ledelsen. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Flemming Østergaard bliver hudflettet af Niels-Christian Holmstrøm. Han forlod klubben i 2010.
Flemming Østergaard bliver hudflettet af Niels-Christian Holmstrøm. Han forlod klubben i 2010. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Flemming Østergaard har aldrig haft en plan. Han har stjålet sig til den ide. Han er en, der vil have part i alle succeser her, men tørret dårlige af på andre. Flemming troede, at han skulle styre det hele. Han er en god sælger, og han har lavet et godt stykke salgsarbejde herinde sammen med andre i øvrigt. Alt det med, at han 'er/var' klubben, er hans løgnhistorie,« siger Niels-Christian Holmstrøm.

Mens Flemming Østergaard røg ud af FCK i 2010 og siden er blev idømt en fængselsstraf for kursmanipulation i sin tid i klubben, sidder Niels-Christian Holmstrøm stadig i bestyrelsen hos selskabet bag fodboldklubben, Parken Sport & Entertainment.

I interviewet med Dontt lyder det videre fra Niels-Christian Holmstrøm, at Flemming Østergaard 'aldrig har haft noget med det sportslige at gøre'. Det bliver påpeget, at den stort opslåede transfer med Brian Laudrup 'gik galt med et stort brag', hvorefter Flemming Østergaard 'tudede i tre måneder'.

»Der kom han til mig og bad mig om at hjælpe ham. Min eneste betingelse var, at han aldrig blandede sig i det sportslige igen. Når han siger, at det var ham, der f.eks. fandt Zuma (den sydafrikanske stjernespiller Sibusiso Zuma, red), så er det endnu en af hans løgne,« siger Niels-Christian Holmstrøm.

David Trads er erklæret FCK-fan.
David Trads er erklæret FCK-fan. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Også David Trads, der er nyvalgt folketingskandidat for Socialdemokratiet i Egedalskredsen, får et par ord med på vejen af Niels-Christian Holmstrøm.

I interviewet med Dontt konstaterer FCK-næstformanden afslutningsvist om Flemming Østergaard, at 'hans betydning for FCK er overvurderet, og det er vel snart kun David Trads, der tror på det'.

Og så kommer det:

»Men hvem tror også på den omvandrende narrøv, som aldrig har haft styr på sine kilder? Det er sørgeligt for Danmark, hvis det skvadderhoved kommer i Folketinget,« konstaterer Niels-Christian Holmstrøm.

B.T. Sport arbejder på at få kommentarer fra de involverede parter.