Om otte år kan det måske være slut med at spille på kunstgræs i Superligaen.

EU-Kommissionen har fået opbakning fra EU-landene til et forbud mod brugen af gummigranulater i kunstgræsbaner.

Det vil blandt andet berøre de danske fodboldklubber som Silkeborg og FC Nordsjælland, der bruger kunstgræsbaner.

Det karakteristiske sorte gummigranulat – der er lavet af opskårne bildæk – bidrager til spredning af mikroplast i naturen.

Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, mener, at forbuddet både vil komme spillernes sundhed og miljøet til gavn.

»Dette forbud vil betyde, at spillere, både børn og voksne, i fremtiden ikke skal udsættes for de skadelige kemikalier fra mikroplasten. Gamle findelte bildæk er blevet brugt i flæng som fyldmateriale på kunstgræsbaner, men det sætter EU nu en stopper for,« siger Lone Mikkelsen.

Der er omkring 400 kunststofbaner i Danmark. Langt størstedelen er med gummigranulat.

Og selvom man har forsøgt sig med kork, olivenkerner og fyrretræ, er den oplagte arvtager til bildæk endnu ikke fundet.

Kunstgræsbaner går en usikker fremtid i møde.
Kunstgræsbaner går en usikker fremtid i møde. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Bjarne Christensen, der er bæredygtighedsansvarlig i DBU, har tidligere fortalt til B.T., hvordan kunstgræsbanerne har været »en helt fantastisk vigtig infrastruktur i dansk fodbold og har haft stor betydning«.

»Det har ført til flere fodboldspillere – der er aktive året rundt,« sagde han blandt andet og fremhævede Silkeborg som eksempel på, hvordan man med riste, sluser og bander kunne sørge for, at granulatet blev på fodboldbanen.

De danske klubber kan dog benytte deres kunstgræsbanerne nogle år endnu.

Danmark har i den sidste fase presset på for at forlænge indfasningsperioden i EU-forslaget. Det lykkedes, så indfasningen blev forlænget fra seks år til otte år.