Der er i øjeblikket uvished om, hvor Champions League-finalen 29. maj skal finde sted.

Finalekampen er sat til at blive spillet i Istanbul mellem to engelske hold, men med de nuværende restriktioner betyder det, at fans skal i op til ti dages karantæne når de vender tilbage fra opgøret, og det kan skabe problemer for fansene.

Det har fået den britiske premierminister til at blande sig i sagen.

Boris Johnson opfordrer UEFA til, at man afholder finalen i England, nu hvor det alligevel er Manchester City og Chelsea, som skal mødes i den afgørende kamp.

Danske Andreas Christensen var med til at få Chelsea i finalen.
Danske Andreas Christensen var med til at få Chelsea i finalen. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

»Champions League er det største i europæisk klubfodbold. Og med to engelske hold i finalen, så ville det være en skam, hvis fans ikke havde mulighed for at deltage. Det ville være fantastisk, hvis det kunne afholdes i England. Jeg vil gerne hjælpe fans fra begge klubber til at se deres hold i aktion,« fortæller Boris Jonson til The Sun.

Oprindelig havde hver klub fået 6.000 billetter til fans, så det vil være minimum 12.000 briter, som kan se frem til en tidages karantæne. Men nu ser det ud til, at 25.000 vil blive lukket ind på Atatürk Olympic Stadium i Istanbul.

Men hvor skal kampen så spilles, hvis nu kampen i sidste ende bliver rykket til England?

Ifølge The Sun er der tale om, at Emirates Stadium, St. James' Park og Tottenham Hotspur Stadium er de mest oplagte muligheder, hvis finalen rykkes til England.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

Og med de engelske restriktioner vil det være muligt at få op til 15.000 fans på stadion.

UEFA har tidligere stået fast på, at finalen som planlagt skal afvikles i Tyrkiet, og skulle det fortsat være tilfældet, vil reglerne om de ti dages karantæne ved tilbagevenden til England ikke gælde spillerne. Det ville nemlig give England voldsomme udfordringer i forberedelserne til EM.

Det er ikke første gang, at Boris Johnson blander sig i fodboldens verden. Senest var det sagaen om den meget omdiskuterede Super League, som den britiske premierminister ville sætte en stopper for.