Hvilken dansk idrætsudøver leverede den største præstation på verdensplan i 2018?

Der er sikkert en del, der vurderer, at det enten var Caroline Wozniacki - som vandt Grand Slam-tennisturneringen Australian Open - eller cykelrytteren Annika Langvad, der blev mountainbike-verdensmester på maratondistancen.

Imidlertid mener organisationen af internationale sportsjournalister, AIPS, at det var fodboldspilleren Pernille Harder.

Således er hun som eneste dansker netop blevet nomineret til prisen »AIPS Best Female Athlete«, som den amerikanske tennisspiller Serena Williams sikrede sig i fjor.

Henning Bagger

Og det tør nok siges, at Pernille Harder er kommet i fornemt selskab:

Blandt de 15 nominerede finder man også den rumænske tennisspiller Simona Halep, der topper verdensranglisten i damesingle og den norske skiløber Marit Bjørger, der ved vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang, vandt fem medaljer.

»Det har været et utroligt godt år for mig individuelt. Jeg er blevet kåret som Europas bedste og er blevet nummer to ved Ballon d'Or. Det er sket meget de sidste to år,« citeres Pernille Harder for at sige i dagens udgave af B.T.

I konkurrencen om at modtage mændenes pris, »AIPS Best Male Athlete«, er 19 nomineret; blandt andre sidste års modtager, tennisspilleren Roger Federer, samt skiløberen Marcel Hirscher, fodboldspilleren Luka Modroc samt Formel 1-køreren Lewis Hamilton.

AIPS-afstemningen, der afsluttes 30. december, havde i fjor deltagelse af 517 journalister fra 112 lande