Nicki Billes advokat kan for nuværende ikke oplyse, hvordan fodboldspilleren forholder sig til den tiltale, der mandag så dagens lys.

Den seneste tiltale går på, at Nicki Bille tidligt om morgenen den 27. januar har truet med vold mod en sygeplejerske på Rigshospitalet, mens han har været indlagt.

Nicki Bille har til sygeplejersken sagt noget i retning af: 'Jeg fucking slår dig, møgkælling' samt 'jeg skal nok komme og nakke dig'.

Billes advokat, Asser Gregersen, fortæller til B.T., at han endnu ikke har talt med Nicki Bille om den seneste tiltale, hvorfor han ikke kan komme nærmere ind på, hvordan man forholder sig til sagen.

Nicki Bille i kamp for Esbjerg - her med daværende cheftræner Jonas Dal.
Nicki Bille i kamp for Esbjerg - her med daværende cheftræner Jonas Dal. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg kommer til at tale med Nicki en af de kommende dage. Tiltalen er også ret ny for os, så vi skal drøfte det, før vi tager stilling til, hvordan han forholder sig til det,« siger Asser Gregersen og fortsætter:

»Derudover tror jeg, de fleste kan forstå, at det pres, som Nicki har været under, siden han blev skudt, kan der opstå nogle uheldige situationer.«

Asser Gregersen refererer her til juledag 2018, hvor tre personer brød ind i Nicki Billes lejlighed i Sydhavnen og skød ham med et haglgevær.

Fodboldspilleren blev ramt i højre arm, hvilket han efterfølgende blev indlagt på Rigshospitalet for. Han lå indlagt indtil slutningen af januar, hvor truslen mod en sygeplejerske fandt sted få dage før.

Tiltalen, som B.T. mandag har fået aktindsigt i, er et tillægsanklageskrift til den 4. marts, hvor Nicki Bille skal i retten i København.

Her er Nicki Bille tiltalt for yderligere fire forhold, der fordeler sig over to sager.

Han er tiltalt for ulovlig besiddelse af en luftpistol, trusler med samme luftpistol samt at besidde 0,26 gram kokain den 22. oktober, mens han er tiltalt for vold mod en dørmand, der fandt sted 22. december.

Asser Gregersen har tidligere oplyst, at Nicki Bille nægter sig skyldig i de fire forhold.

B.T. har talt med advokat Mette Grith Stage, der tidligere har givet en vurdering på, hvad en eventuel strafferamme kunne være for Nicki Bille, såfremt han overhovedet findes skyldig.

»Trusler mod en person, der arbejder i offentlig tjeneste, som sygeplejerske gør, takseres sædvanligvis fra 20 dage og op afhængigt af truslens grovhed. Umiddelbart tænker jeg, at der her ligger i det niveau omkring 20-30 dage, som skal tilføjes de 4-6 måneder, jeg tidligere har vurderet det til - såfremt han findes skyldig.«

Der kan dog være formildende omstændigheder i den pågældende situation på Rigshospitaltet, der kan tale Billes vej.

»Hvis han har været i en presset situation, hvis han har haft en meget dårlig periode, så kan det være en formildende omstændighed, hvis man kan påvise, at han har været uligevægtig grundet eksempelvis stærke smerter eller noget andet,« siger Mette Grith Stage.