Lyt til artiklen

Fodboldspilleren Nicki Bille er blevet yderligere tiltalt for trusler, der har fundet sted, mens han har været indlagt på hospitalet.

Det fremgår at et anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i.

Jævnfør anklageskriftet har Nicki Bille truet en sygeplejerske med vold. Han er derfor blevet tiltalt ved Straffelovens §119 stk. 1.

Anklageskriftet siger, at Nicki Bille har stået foran en sygeplejerske fra kort afstand med en knyttet hånd, lavet bevægelser mod hendes hoved og sagt: 'Jeg fucking slår dig, møgkælling' eller lignende, ligesom han også udtalte noget i retning af 'jeg skal nok komme og nakke dig'.

Truslen er sket på Rigshospitalet om morgenen den 27. januar, hvor Nicki Bille lå indlagt som følge af, at han var blevet skudt i armen i december.

Bille sigtes under §119, da truslen sker mod en tjenestemand i funktion - altså sygeplejersken. Det kan blive et skærpende forhold og betyde højere straf, såfremt han dømmes for tiltalen.

Den nye tiltale kommer oven i, at Nicki Bille i forvejen er tiltalt i yderligere to sager.

Den ene sag fandt sted 22. oktober, hvor Nicki Bille truede en person med en luftpistol.

Her er han tiltalt for at have truet en person med en luftpistol, for ulovlig transport af samme luftpistol samt for besiddelse af 0,26 gram kokain.

Den anden sag fandt sted den 22. december, hvor Nicki Bille er tiltalt for vold mod en dørmand. Her har han slået den pågældende dørmand ved natklubben Level en til to gange i hovedet.

Nicki Bille nåede at spille tre måneder i Lyngby (på billedet for Esbjerg, red.), der valgte at fyre ham efter sagen den 22. oktober.
Nicki Bille nåede at spille tre måneder i Lyngby (på billedet for Esbjerg, red.), der valgte at fyre ham efter sagen den 22. oktober. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Ifølge forsvarsadvokat Mette Grith Stage vil en realistisk straf til Nicki Bille være mellem fire og seks måneders frihedsberøvelse, har hun tidligere fortalt til B.T.

Dette var dog uden kendskab til den konkrete sag og altså en generel vurdering, mens det også er fraregnet dagens offentliggørelse af tiltalen, der daterer sig til 27. januar.

Tiltalerne mod Nicki Bille kommer ovenpå et turbulent 2018, hvor han ved sommertid afsonede en kortere fængselsstraf i Monaco for besiddelse af kokain, at have skubbet til en kvinde og for usædelig opførsel.

Siden fik Bille en ny chance i Lyngby under Mark Strudal med meldingen om, at han nu skulle være voksen og var færdig med ballade.

Nicki Bille i kamp for Esbjerg - her med daværende cheftræner Jonas Dal.
Nicki Bille i kamp for Esbjerg - her med daværende cheftræner Jonas Dal. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Siden fulgte de to sager fra oktober og december, som Nicki Bille er tiltalt i.

Den 25. december blev Bille så opsøgt på sin hjemmeadresse i Sydhavn af tre personer og skudt i højre arm med et haglgevær.

Nicki Bille blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han blev udskrevet fra i slutningen af januar, få dage efter at have truet en sygeplejerske, som B.T. mandag kan afsløre.

Gennem sin advokat, Asser Gregersen, har Nicki Bille nægtet sig skyldig i de fire forhold, han var tiltalt i før mandag, udtalte han til TV 2 SPORT tidligere på måneden.

Asser Gregersen fortæller til B.T. Sport mandag, at han først skal tale med Nicki Bille i de kommende dage om den seneste tiltale.

Nicki Bille er i øjeblikket på fri fod. Hans sag skal for retten i København den 4. marts.

B.T. har i en serie beskrevet Billes karriere og person gennem de folk, han arbejdede sammen med. Her kan du læse afsnit et, to, tre og fire.