Alkohol har sat dybe spor i Nicki Billes liv.

»Lige så snart jeg drikker, og jeg bare drikker og bliver rigtigt fuld, går der en sort klap ned. Jeg kan faktisk blive bange for mig selv. Det er skræmmende, og det er sådan set en motivationsfaktor til at holde mig væk fra det, for det har været med til at fucke mange ting op,« fortæller han.

Men det er meget svært for ham. Det kan man se i det nyeste afsnit af TV 2 Plays dokumentar om Nicki Bille, hvor der sættes fokus på misbruget af især alkohol.

Her følger man ham i både de lyse og de mørke stunder.

Man ser ham filme sig selv, mens han kaster op på en druktur, og man er som seer med til de behandlingsforsøg - som også mislykkeds - han kaster sig ud i.

»Jeg fik diagnosticeret ADHD som voksen, og det er en fem år siden. ADHD har påvirket mig meget i forhold til tankemylder og er en stor stressfaktor for mig, skaber uro i min krop og spændinger. Alkohol har gjort, at jeg kunne slippe det tankemylder og være lidt mere glad på en eller anden måde,« fortæller han i dokumentaren.

Her fortæller han også, at forholdet til kæresten er røget, fordi 'hun ikke vil være sammen med én, der drikker'.

Senere ser man ham i behandling hos en psykiater, hvor han indvilliger i at gøre et forsøg på at droppe flaskerne, for 'når jeg stopper med at drikke, kan jeg se min søn kontinuerligt igen'.

De bliver enige om, at Nicki Bille skal tage til et møde med Anonyme Alkoholikere nogle dage senere - efter at han lige gerne vil have en dobbelt fødselsdagsfest med inden.

Han dukker dog aldrig op til mødet.

»Jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne komme ud af døren. Der faldt jeg så i igen. Og når man så drikker én dag, så tænker man, at det jo kan være ligemeget igen, og så fortsætter man bare,« forklarer han i afsnittet.

Du kan se alle afsnit med Nicki Bille på TV 2 Play her.