Intet job, ingen løn. Sådan har det været længe for Nicki Bille.

»Jeg har haft halvandet år nu uden indkomst. Der ryger penge ud og ikke nogen ind,« siger han.

Fodboldspilleren beskriver sit omtumlede liv til TV 2, der i øjeblikket går tæt på ham i en dokumentarudsendelse på TV 2 Play.

Ikke siden oktober 2018 har Nicki Bille haft en kontrakt med en fodboldklub, efter at Lyngby rev den i stykker, da han blev anholdt af politiet for at true en mand med en luftpistol på gaden.

På trods af den manglende indtægt han dog nogenlunde opretholdt sin livsstil, fra dengang fodboldklubber i ind- og udland betalte ham en god løn.

»Det sidste år har jeg brugt et par millioner,« siger den tidligere landsholdsspiller om forbruget af 'hoteller, restaurantbesøg og fede biler':

»Det er bare så svært at gå på kompromis. Det har jeg aldrig prøvet før.«

Men 32-årige Nicki Bille har ikke kun stået uden nogen form for indkomst. Han har heller ikke haft noget sted at bo.

Nicki Bille, dengang det stadig gik godt på fodboldbanen.
Nicki Bille, dengang det stadig gik godt på fodboldbanen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

For i marts 2019 solgte Nicki Bille sin lejlighed i Sydhavnen. Det skete kun få måneder efter den skudepisode samme sted mellem jul og nytår 2018, hvor han var ved at miste sin arm. Han ville ikke længere bo dér, fordi 'det vakte dårlige minder'.

Det betød, at han ikke havde noget sted at bo. Han var med andre ord hjemløs. I stedet boede han ifølge TV 2 hos sin nye kæreste, sin mor eller også købte han et hotelværelse eller lejede sig ind i Airbnb-lejligheder.

Det bliver ligeledes beskrevet, hvordan han slæber rundt på sine ejendele i en plastpose.

I dag er Nicki Bille dog i gang med at få sit liv på ret køl, hvilket også bliver beskrevet i programmet hos TV 2 Play.