»Se på racismen. Det er derfor, jeg slog ham.«
Sådan lød ordene fra Neymar, da han gik fra banen med et rødt kort i et hidsigt opgør mod ærkerivalerne fra Marseille efter et ophedet skænderi med Alvaro Gonzalez.
Men nu kan Neymar selv risikere at få 10 kampes karantæne. For hvad? Jo, simpelthen for selv at have sendt en racistisk kommentar af sted i løbet af den præcis samme kamp.
Det var Neymar og japanske Hiroki Sakai, som var i infight, da Neymar ifølge den spanske avis COPE råbte 'skide kineser' efter Marseille-spilleren.

Det skulle Sakai efterfølgende havde meddelt ledelsen i Marseille, som efterfølgende ifølge COPE har fundet videobeviser for, at det skete.
Derfor er der nu angiveligt en sag om racisme i gang mod Neymar, som angiveligt kan risikere at få hele 10 dages karantæne, hvis han dømmes skyldig. Det samme gælder i øvrigt Marseilles Alvaro Gonzalez.
Marseille vil hverken bekræfte eller afvise til Le Parisien, at de skulle have rejst en sag mod Neymay, men kilder fortæller til nyhedsbureauet AFP, at Marseille har billeder, der kan bevise Neymars udbrud.
Der kommer uden tvivl efterdønninger af den voldsomme klassiker mellem Paris SG og Marseille, som endte med hele 17 kort - heraf fem røde. Og det kan få store konsekvenser for både Neymar og Alvaro Gonzalez, hvis de findes skyldige i racisme.


