De vandt deres første kamp med 12-0. Så vandt de 18-0,18-0, 6-0, 24-0 og senest 18-0.

Vi taler om det svenske kvindefodboldhold Malmö FF. Det er faktisk helt nyt og er derfor at finde i Division Fire, som er den sjettebedste række i svensk kvindefodbold.

Holdets profiler trækker ellers tråde til rækkerne langt over dem. En del af spillerne og holdets træner kommer direkte fra Division 1-holdet Dösjöbro IF.

Samlingen af profiler og den stærke start har da også givet selvtillid hos kvinderne på den anden side af Øresund. De tror nemlig, at de kan spille hele sæsonen uden at lukke et eneste mål ind:

»Jeg tror, at vi kan gøre det, men jeg er også lidt nervøs, når jeg siger det. Det er udfordring i sig selv at holde fokus hele vejen gennem kampene. Vi vil vinde rækken og rykke op hvert eneste år. Men det bliver selvfølgelig mere udfordrende, jo højere op vi kommer,« siger målmanden Helena Ivarsson til Aftonbladet.

Når spændingen i kampene hurtigt er dræbt, kan det være svært at holde gejsten oppe og blive ved med at score mål. Men holdets træner, Fredrik Jahnford, siger, at de fokuserer på de taktiske værktøjer, når de har opbygget en stor føring:

»Vi stopper ikke med at spille, når vi fører 7-0. Vores fokus skifter bare fra at jagte mål til at angribe på de måder, som vi ønsker. Med få afleveringer og hurtige afslutninger.«

Han fortæller, at målet er at skabe et af de bedste kvindehold i Sverige. De må dog væbne sig med tålmodighed, da der kommer til at gå minimum fem år, inden de kan måle sig med de bedste.