Mandag morgen har Sune Schmidt-Nielsen betalt prisen for FCK's aktuelle nedtur.
Siden har formand i FCK, Henrik Møgelmose, meldt ud, at det betyder en fredning af træner Jacob Neestrup.

I stedet har sportsdirektøren fået sparket, som følge af klubbens manglende resultater.
Alligevel kan træner Neestrup være på vej væk.
Ifølge flere belgiske medier er han nemlig blevet et varmt emne i den belgiske klub RSC Anderlecht. Transferjournalisten Sacha Tavolieri skriver blandt andet på X, at den belgiske storklub har forhørt sig om FCK-træneren.
Ifølge B.T.’s sportsredaktør Lasse Vøge er det dog langt fra et tilbud, Neestrup vil sige ja til.
»Det vil virkelig undre mig, hvis Jacob Neestrup er interesseret i et skifte til Anderlecht. Han vil i så fald gå fra én rodebutik til en anden, der om muligt er endnu mere kaotisk.«
»Anderlecht har snart i årtier haft meget svært ved at leve op til fortidens storhed – og et hav af trænere er blevet taget ind og spyttet ud igen.«
Her peger Vøge på en klub, der de seneste to år har været ind- og ud af trænermarkedet.
I februar fyrede Anderlecht cheftræner Besnik Hasi, som havde afløst David Hubert. Hubert overtog efter den danske landstræner Brian Riemer – begge trænere blev fyret.
Generelt vurderer Vøge, at hvis Neestrup ønsker at skifte den københavnske adresse ud, er det en større klub, der trækker end belgiske traditionsklub, der i skrivende stund ligger nummer fire i Jupiler League.

»Jeg tror, at Jacob Neestrups selvforståelse er større. Med hans europæiske meritter bør hans næste skridt være til en top 5-liga. Bundesligaen virker som et oplagt skridt.«
Sportsredaktøren vil dog ikke fuldstændig udelukke, at de nuværende omstændigheder, hvor FCK kan risikere at misse mesterskabsspillet i Superligaen, kan føre til et skifte.
»Hvis han virkelig er træt af ejerne i FCK, så er alt jo muligt. Også et skifte til Anderlecht.«
»Han var kryptisk i forbindelse med lørdagens kamp i Odense – han har diagnosticeret problemet i FCK, men ville ikke dele det med omverdenen. Det kan man tolke som, man vil – men ingen tvivl om, at Neestrups tålmodighed er ved at rinde ud,« afslutter Vøge.
Du kan lytte til B.T. Fodbold på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


