FC København var bagud med to mål, men skaffede sig et enkelt point i tillægstiden mod OB lørdag. 

Men det ændrer ikke ved, at FCK er ekstremt presset i kampen om overhovedet at ende i Superligaens mesterskabsspil.

Og nu kan træner Jacob Neestrup være på vej væk.

Det skriver transferjournalisten Sacha Tavolieri i et opslag på X.

Jacob Neestrup er angiveligt et varmt emne i Belgien, lyder det.

For den største klub i landet, RSC Anderlecht, leder efter en ny træner. 

FCKs cheftræner Jacob Neestrup under superligakampen mellem FC Midtjylland og FC København på MCH Arena i Herning søndag den 8. februar 2026.
FCKs cheftræner Jacob Neestrup under superligakampen mellem FC Midtjylland og FC København på MCH Arena i Herning søndag den 8. februar 2026. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Dog skulle hollandske Alfred Schreuder angiveligt være topkandidat til at overtage det ledige trænersæde i den belgiske klub. 

Hollænderen er lige nu træner i den saudiarabiske klub Al-Diraiyah FC, og ifølge Sacha Tavolieri er forhandlingerne gået i hårknude.

Derfor har man nu vendt snuden mod den danske træner i stedet for.

'Der blev taget en første kontakt for at sondere den danske træner og finde ud af betingelserne for en eventuel ansættelse,' lyder det.

FCK har et sidste skud i bøssen for at ende i top-6, og kravet er simpelt: Det kræver en sejr over Randers i den kommende weekend.