Inter Miami.

Hvis du bare skimmer forbi det holdnavn uden at tænke så meget over det, og ikke har fået David Beckhams amerikanske satsning ind under huden endnu, tror du muligvis, du har læst noget om en italiensk storklub.

Inter Milan.

Og det er formentlig en del af årsagen til, at Christian Eriksens nye klub har åbnet en sag mod David Beckham og hans holds navn.

David Beckhams Inter Miami kan ende med at skifte navn.
David Beckhams Inter Miami kan ende med at skifte navn. JAM STA ROSA

I foråret 2019 kom det frem, at italienske Inter ikke var helt oppe at ringe over David Beckhams nye fodboldhold og derfor overvejede at lægge sag an.

Det har de gjort, og sagen har nået sin første afgørelse, da det amerikanske patent-kontor (USPTO) mandag har dømt til Inter Milans fordel, skriver Marca.

Allerede tilbage i 2014 søgte Inter Milan om at patentere navnet Inter hos det amerikanske patentkontor. MLS, der står bag den amerikanske liga, søgte i september 2018 om det samme, da man kort forinden havde præsenteret Inter Miami som ligaens nye hold.

MLS har siden hen forsøgt at få USPTO til at droppe Inter Milans patent i USA med argumentet om, at Inter blot er et beskrivende ord for en fodboldklub, som flere andre hold i verden bærer, og at det derfor kan skabe forvirring, at Miami-holdet ikke må hedde det.

USPTO har dog fundet, at MLS ikke har grundlag for at kunne eje navnet på baggrund af 'forvirrings-argumentet'.

MLS, der ejer hold og spillere i dem bedste amerikanske række, har fået lov til igen at forsvare sig med, at Inter er et beskrivende navn til en fodboldklub og ikke bare Inter Milan.

Men finder USPTO også anden gang, at italienske Inter har retten til navnet i USA – så skal Inter Miami og David Beckham altså finde på et nyt navn til det nye MLS-hold.

Inter Miami træder ind i den kommende sæson af MLS, der starter i slutningen af februar. Miami-holdet spiller sin første officielle kamp i MLS-historien 1. marts mod Los Angeles FC.