Peter Crouch har efter sin fodboldkarriere imponeret med sin podcast 'Peter Crouch Podcast', og det kaster nu nye muligheder af sig.

Således erfarer The Sun, at den tidligere engelske landsholdsangriber får sit eget talkshowprogram på BBC.

39-årige Crouch vil få besøg af flere forskellige kendisser og fodboldspillere.

Formatet vil lade sig inspirere af 'The Late Late Show with James Corden', der kører i USA.

39-årige Peter Crouch.
39-årige Peter Crouch. Foto: PETER POWELL
Vis mere

Derfor vil showet være sjovt og underholdende, mens der vil være et band til at levere den musikalske lyd.

Selvom showet endnu ikke har fået en premieredato, skriver The Sun, at store personligheder er nævnt som mulige deltagere.

Det er blandt andet det engelske fodboldikon David Beckham og komikeren Jack Whitehall.

The Sun skriver, at det nye talkshow vil begynde i juni, hvor EM i fodbold ligeledes begynder.

De gæstende fodboldspillere vil primært være fra Premier League, og det vil både være aktive og pensionerede spillere.

Peter Crouch spillede selv størstedelen af sin karriere i Premier League, hvor han scorede over 100 mål.

Han har optrådt for klubber som Burnley, Liverpool, Tottenham og Stoke.

39-årige Crouch lagde støvlerne på hylden i sommeren 2019.