Det var aldrig planen, at Nadia Nadim skulle blive en af Danmark største fodboldstjerner på kvindesiden.
Faktisk skulle hele Nadim-familien være flygtet til England.
Men pludselig stod de her. I Randers. Uden højhuse eller noget som helst, der mindede om det. Giti Nadim, der er den ældste i søskendeflokken på fem søstre, var stensikker på, hvad der var sket.
»Vi er i Rusland. De har hustlet os,« råbte Giti Nadim til sin mor Hamida Nadim, der sammen med sine fem døtre var flygtet fra Taliban-regimet i Afghanistan.
Men det var ‘en ups’er’, som 23-årige Muskan Nadim, der er den næstyngste i familien og sygeplejerskestuderende, beskriver det med et grin. Familien var i stedet endt i lille Randers.
18 år senere har beslutningen om at tage den forkerte lastbil vist sig at være en kæmpe gevinst for både Nadim-familien og Danmark.
Fordi det er ikke kun landsholdsspilleren Nadia Nadim, der har slået oddsene.
LÆS OGSÅ: Dansk fodboldstjerne fortæller om da hendes far blev henrettet
I dag er der to professionelle atleter blandt dem, og om nogle år vil familien også have to læger og to sygeplejersker i familiens nykøbte hus i Uldum, som ligger i 20 kilometer vest for Horsens.
»Nadia og jeg læste til læge, fordi vi ville betale tilbage til Røde Kors. Min mor har altid sagt: Danmark har givet jer alle muligheder, og jeg vil gerne have, at I betaler tilbage en dag,« siger Giti Nadim, der snart fylder 31 år og er færdiguddannet læge.
Vi spillede fodbold med melposer i skoletaskerne
Familien kom til Danmark i år 2000. Her startede de tre ældste i søskendeflokken, Giti, Nadia og Diana, til fodbold. Men mor Hamida var ikke specielt begejstret. Hun var bange for, at uddannelsen skulle glippe, hvis pigerne brugte for meget tid på sport.
Det holdt dog ikke de tre målrettede søskende fra at træne intensivt om at blive så god som muligt. Så intensivt, at de tog med deres mor i Bilka og tvang hende til at købe ekstra poser mel, som pigerne senere kunne bruge til en form for ‘styrketræning’.
»Vi gik ikke op i makeup og tøj. Vi tænkte: Hvordan bliver vi hurtigere? Hvordan bliver vi stærkere? Vi tvang mor til at købe tunge melposer, som vi puttede i vores skoletasker. Herefter gik vi ud og spillede fodbold. Og da vi tog taskerne af, var vi flyvende og eksplosive,« siger Giti Nadim.
Alle i familien er målrettede. De ved, hvad de vil i livet. Men på samme tid er de også meget forskellige, fordi alle har deres helt egen måde at være på. Alle er dog enige om, at Nadia Nadim er den seriøse type, som er meget disciplineret og struktureret.
»Hun er en speciel person. Hun er meget disciplineret. For eksempel sover hun hver aften klokken 23, og det er lige meget, om det er søsters eller mors bryllup,« siger Muskan Nadim, der af Giti Nadim bliver beskrevet som ‘barbien’ i familien.
De andre søskende griner højlydt og nikker genkendende. Nadia kræver ro i huset, når klokken runder 23, og det er resten i familien gode til at respektere, når hun er på besøg i Danmark. Og der bliver bestemt heller ikke sove længe en enkelt gang, når vækkeuret ringer klokken seks om morgenen.
»Nadia er sygt fokuseret. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan gøre det. Hun har været sådan hele livet. Det er derfor, hun kan have så mange bolde i luften med studie, fodbold og alle mulige ting. At hun magter det. Jeg får nogle gange stress, bare jeg tænker på studiet,« siger Muskan Nadim.
Nadia Nadim troede, hun var adopteret
Nadia Nadim har blot et enkelt semester tilbage af lægestudiet. Der bliver joket ved spisebordet ved tanken om, at hun en dag skal være læge med det, de kalder for hendes ‘sindssygt stærke mentalitet’.
»Giti har meget forståelse for alt - for eksempel tanker om at droppe ud af studiet. Nadia kaldet det dovenskab og siger, at man bare skal ‘tage sig sammen’. Der skal rigtig meget til, før hun ikke kalder det for en 'tabermentalitet',« siger Muskan Nadim og bliver bakket op af Giti Nadim:
»Du skal næsten være skudt eller have abdominal blødning, før du bliver betegnet som syg. Min mor siger ofte, at Nadia bliver en af de læger, der siger, at man bare skal drikke vand, så bliver man rask igen,« siger Giti Nadim.
Giti Nadim bliver af de andre søskende beskrevet som den ‘fjollede og glade søster’ i familien. Det billede af sig selv bekræfter hun, da hun fortæller om dengang, hun overbeviste Nadia Nadim om, at hun var adopteret.
»Jeg var bare så ond og sagde: Vi fandt dig bare på gaden ved moskeen. Du var efterladt helt alene,« siger Giti Nadim.
Selvom det var ment i sjov, så havde Nadia Nadim, som dengang var omkring 10 år gammel, taget det mere alvorligt. Hun havde tænkt over det, og en dag udbrød hun pludseligt, da hendes mor var blevet sur på hende:
»Ja, jeg ved godt, at du er sur på mig. Du har alligevel adopteret mig,« fortæller Giti Nadim og banker i bordet af grin.
Far ville ikke flygte fra Afghanistan
Nadim-familien har ikke fået tildelt de bedste kort i livet. De mistede deres far, der var officer, i 1999 i Afghanistan, efter han blev skudt og henrettet af Taliban-regimet. Giti Nadim er den eneste ved bordet, der kan huske dagen, hvor det skete.
»Jeg kan huske, at min mor begyndte at skrige. Der var mange af min fars kammerater og andre officerer, der flygtede. Men han sagde: Når landet har brug for de her mennesker, så stikker de af. Mor og far skændtes ofte om at blive eller flygte. Han var patriotisk, han ville ikke flygte, fordi han mente, at landet havde brug for ham. Men så døde han,« siger Giti Nadim lavmælt.
Pludselig stod moren Hamida Nadim tilbage i sorg og alene med fem børn i et patriarkalsk samfund, som Afghanistan var og stadig er i dag. Derudover arbejdede hun som skoleinspektør og havde det ene ben i en kvindebevægelse, der kæmpede for kvinders ret til at stemme og deltage i samfundslivet.
»Hun var med i søsterskabet. De skrev blade og flyers. De opfordrede de unge studerende til at komme ud. Hun sagde ofte: Hvad laver I? Hvorfor skal I kun føde børn? I skal ud at stemme. Så blev hun opfattet som en af de ‘dårlige’ kvinder, som kom på nogle sorte lister,« siger Giti Nadim og fortsætter:
»Der gik rygter om, at en af hendes veninder blev fundet henrettet med fire af hendes børn i et badekar i en lejlighed. Det var ret barsk. Så panikkede min mor og tænkte: Nu skal vi væk herfra. Hun solgte alt, og så flygtede vi fra Afghanistan.«
