En skændsel. En fiasko. Pinligt og ødelæggende for alle.

Så kontant beskriver Nadia Nadims agent, Michael Kallbäck, situationen omkring den aflyste landskamp.

»Det er pinligt og en skam for dansk fodbold. Ikke kun for kvinderne men for fodbold i sig selv. Claus Bretton-Meyer (administrerende direktør, DBU, red.) er en stor skændsel. Det, han har gang i, er forkert. Han er på ferie og burde have taget et fly hjem for at løse det her. Det er pinligt, han ikke har tid til at komme og gøre det. Han viser, at hans prioriteter er forkerte, og skulle jeg bestemme, hvem der var direktør, ville han være færdig,« siger Michael Kallbäck til BT.

Han understreger dog, at det ikke kun er direktøren, der ene og alene bærer skylden i forhold til, at der ikke er forhandlet en aftale på plads, og at situationen derfor er kørt helt af sporet.

For også dem på den anden side af forhandlingsbordet har ifølge ham ikke gjort det godt nok.

»Spillerforeningen er også en skændsel. De bruger spillerne, i hvad end det er for en agenda. Det er ikke kun den ene parts skyld, at de ikke er nået til enighed. Selvom jeg synes, forbundet er den største skurk, er det også pinligt af Spillerforeningen, at de ikke har fundet en løsning. De bærer også et ansvar. Begge parter burde have kunnet finde frem til en aftale. Det er ikke sket, og det er ødelæggende for alle,« siger den svenske agent, der vurderer det som en ’endnu større skændsel’, hvis UEFA vælger at smide Danmark helt ud af VM-kvalifikationen.

Noget der i givet fald vil betyde, at Danmark heller ikke kommer med til OL i 2020.

Dermed er det potentielt fire år uden en betydningsfuld landskamp, der står på spil, og der kan dermed gå lang tid før vi igen får Nadia Nadim, Pernille Harder og resten af kvindeholdet at se på grønsværden i den rød-hvide landsholdstrøje.

»Både Nadia og alle andre er kede af det og trætte af situationen. De vil jo bare gerne spille fodbold,« siger Michael Kallbäck.

Hvad med spillerne – hvad tænker du om deres ageren i det her?

»Det er svært at sige. Jeg har ikke været med ved forhandlingsbordet, så det har jeg svært ved at sige noget til. De skal have anerkendelse for at stå op for deres rettigheder. De viser, at de mener det seriøst og lader ikke nogen træde på dem, hvilket er godt. Jeg ved ikke, hvordan forhandlingerne er forløbet i detaljer, men det er en fiasko for begge, at det er kommet til det her. Det, spillerne beder om, er fair. Det handler ikke om, at de er kommet med urealistiske krav, tværtimod. Jeg synes, de er meget realistiske. Det havde været noget andet, hvis det havde været uretfærdige krav, men det var det ikke, og derfor bærer de ikke noget af skylden.«



Kunne spillerne have gjort noget anderledes for at have undgået en aflysning?

»De gjorde, hvad de skulle for at understrege en pointe. Det er godt, for bukker de for meget under, er det det samme som at blive mobbet, og det viser de, at de ikke vil finde sig i. Men fordi jeg ikke kender detaljerne omkring forhandlingerne, er det svært at sige, hvad de kunne have gjort anderledes. Jeg ved ikke meget mere, end det der har stået i pressen.«

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Claus Bretton-Meyer fra DBU og Mads Øland fra Spillerforeningen.