Nicklas Bendtner er en færdig mand i Rosenborg.

Det afslørede Rosenborgs sportsdirektør, Stig Inge Bjørnebye, torsdag aften, hvor han efter længere tids spekulationer fastslog, at den danske angriber skal væk til sommer, når transfervinduet åbner.

Dermed er Bendtner på vej mod et punktum i den norske klub, hvor han startede godt, men nu er røget helt ud i kulden.

Men hvordan ser fremtiden ud for Nicklas Bendtner efter et mislykket ophold i Norge?

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Ifølge den tidligere landstræner Morten Olsen afhænger det meget af Bendtners mentale forfatning.

»Jeg tror, at det vigtigste er, at han selvfølgelig kan spille videre, og der ikke er for mange skader, men også at han har lyst til at spille videre. Og at han er klar til at ofre det, det kræves for at være med i ikke bare topfodbold, men fodbold i al almindelighed. Og det er jo en afgørelse, som han selv sidder med,« siger Morten Olsen, som har svært ved at spå om, hvilket niveau Bendtner i så fald vil kunne fortsætte på.

»Topplan, hvad er det? Rosenborg er jo – med al respekt - ikke topniveau internationalt. Men nationalt er det selvfølgelig.«

»Men det er på sin vis op til ham selv, om han vil fortsætte på topplan. Og om han kan fortsætte på topplan med skader og så videre. Men det må tiden vise. Jeg ønsker ham i hvert fald alt muligt held og lykke.«

»Han skulle jo gerne kunne fortsætte. Han er 31 år, og det er lidt tidligt at stoppe. Så jeg håber da, han fortsætter,« siger Olsen, som medgiver, at Bendtner overordnet set ikke har fået det optimale ud af opholdet i Rosenborg.

»Med det forløb, der har været hen ad vejen, det har han også selv været skyld i. Der er stillet spørgsmål, og han har fået nogle chancer. Nogle gange har han benyttet sig af det, og andre gange har han selv skuffet - og skuffet andre,« siger Olsen, som arbejdede tæt sammen med Bendtner i sin tid som landstræner.

Før Nicklas Bendtner torsdag blev dømt færdig af Rosenborgs sportsdirektør, bragte det lokale medie Adresseavisen en historie, som angiveligt fortalte sandheden om, hvorfor Bendtner er kørt helt ud på et sidespor i klubben og ikke har været udtaget til de fire seneste kampe.

Adresseavisen skriver blandt andet, at holdkammeraterne har fået nok af danskeren, efter at han i en længere periode har fået særbehandling – ligesom han skulle have haft en dårlig indstilling til træning.

Det lyder som dårlig reklame for Bendtner i forhold til en eventuel ny klub, men det er ikke noget, som Morten Olsen tillægger den store betydning.

»Vi kender ikke planerne bag det her. Hvis man ved, en spiller skal videre, så kan det være, man satser på noget nyt. Men det er klart, der er en hel massemediesnak, for der er et stort fokus på Nicklas Bendtner, som er en profil. Og så kommer sådan nogle historier,« siger Morten Olsen.