Problemerne hober sig op for Dele Alli.

Engang var han blandt de bedste i Europa og selvskrevet på Tottenhams hold, nu må han nøjes med små indhop hist og pist.

Oveni er hans kæreste nu også skredet fra ham – fordi han gamer for meget!

Modellen Ruby Mae har ifølge flere engelske medier haft så mange skænderier med den 24-årige Spurs-spiller om hans trang til at spille Fortnite, at det til sidst har ført til et brud.

Mae er da også allerede flyttet ud af deres fælles hjem til 17 millioner kroner, og ingen af dem har længere billeder af hinanden på Instagram.

Bruddet skulle efter sigende have fundet sted lige før valentinsdag tidligere denne måned, og det er ikke første gang, at parret har slået op.

Det gjorde de også i 2018 efter to års samvær. Dengang var det dog ikke, fordi han sad og spillede for meget computer.

I det hele taget har Dele Alli bare slet ikke haft særligt meget medvind i lang tid. I maj blev han røvet i sit hjem og blev slået af en indbrudstyv.