Ambitionerne er på himmelflugt i 1. divisionsklubben HB Køge.
Med den amerikanske sportstøjsgigant Capelli Sport i ryggen kan der nu spilles med musklerne i landets næstbedste række.
Det sås, da klubben for en måneds tid siden præsenterede de tidligere landsholdsstjerner Daniel Agger og Lars Jacobsen som næste sæsons trænerhold.
Forleden hapsede køgenserne anføreren hos rivalerne fra Fremad Amager – og nu kan endnu en opsigtsvækkende tilføjelse være på vej.

Til B.T.s transferpodcast, 'Transfervinduet', fortæller sportsdirektør Per Rud, at den tidligere brasilianske Superliga-profil Bruninho skal træne med i Køge den kommende tid – med henblik på et muligt comeback til dansk fodbold.
»Han er en joker. Vi ved ikke, hvor han står rent fodboldmæssigt,« siger Per Rud om Bruninho, der har stået uden klub siden december 2020.
31-årige Bruninho spillede med stor succes i HB Køge i 2014-2015-sæsonen. Herefter blev han købt fri af Superliga-klubben af FC Nordsjælland, hvor hans karriere for alvor tog fart. Efter blot et halvt år i Farum-klubben blev angriberen solgt til kinesiske Guangzhou City for omkring 25 millioner kroner.
Men derfra stagnerede Bruninhos karriere. Og han har siden repræsenteret lavere rangerende kinesiske og brasilianske klubber – og det blev også til et meget lidt succesfuldt lejeophold i FC Midtjylland, inden han i december pludselig stod uden kontrakt.
Nu vender han tilbage til, hvor opturen startede. I storsatsende HB Køge.
»Det er for tidligt at sige, hvad det ender med. Nu må vi se,« siger Per Rud.





