Da bomben ramte fodboldverdenen, sad der et sæt hænder i Qatar og et i de Forenede Arabiske Emirater og gned sig.
De to mænd gik måske ikke så langt som at slikke sig om munden, men de vidste, at ingen kunne måle sig med dem. De er urørlige.
I hvert fald i fodboldmæssig forstand.
For da det stod klart, at FC Barcelona ikke havde penge til at beholde Lionel Messi, rettede hele kloden øjnene mod Qatar-ejede Paris Saint-Germain og Manchester City, der ejes af en sheik fra Emiraterne: verdens to eneste klubber, der har råd til den argentinske superstjerne og hans tårnhøje løn.
I en tid, hvor coronakrisen har smadret økonomien i fodboldklubber verden over, virker pengetanken uudtømmelig hos de to klubber.
Det er – bevares – meget sjældent, at så enorm en stjerne som Lionel Messi skifter fodboldhold, og derfor er det altid enormt vanskeligt at få til at gå op. Men da Manchester City ikke meldte sig ind i kampen om den tidligere Barcelona-spiller, stod én ting klart.
PSG, som er ejet af Qatar-emiren Tamim ben Hamad al Thani, var den eneste realistiske adresse for Messi.
Men hvem er de stenrige ejere i den franske hovedstad og i Manchester City, der vil dominere fodboldverdenen og forsøger at købe sig til den ultimative triumf? Få svaret her.
PSG-ejer Tamim ben Hamad al Thani
00erne var en frustrerende tid for PSGs tilhængere, da klubben var tættere på at rykke ned end at vinde metaller.
Men det ændrede sig i 2011, da Qatar Sports Investments (QSI) købte sig ind i den franske traditionsklub. Den del vender vi tilbage til.
Ejeren, den 41-årige Tamim ben Hamad al Thani, har været emir i Qatar siden 2013. Han er en del af al Thani-familien, som har regeret i oliestaten i 170 år. Og så er han ifølge GQ god for mere end to milliarder dollar – svarende til cirka 13,3 milliarder kroner.
Pengene har han tjent på at oprette og drive Qatar Investment Authority, som kontrollerer gas- og olieudvindingen i det mellemøstlige land.
Han har også en stor familie – Tamim ben Hamad al Thani har nemlig tre koner og 12 børn – og de ejer en masse ejendomme i storbyer rundt i verden. Blandt andet en luksuriøs bygning i New York på 20.000 kvadratmeter.
Da PSG blev opkøbt i 2011, placerede sheiken en af sine tætteste på posten som præsident for klubben, nemlig Nasser al-Khelaifi, så al Thani er ikke selv særlig synlig i spidsen for klubben.
Ikke desto mindre har han og QSI pumpet svimlende 1,374 milliarder euro i klubben til spillerkøb. Hvad det svarer til? Godt 10,2 milliarder kroner.
Vildest gik det for sig i sommeren 2017, hvor Paris Saint-Germain brugte 400 millioner euro (knap tre milliarder kroner) på to spillere: Kylian Mbappé og Neymar.
Sidstnævnte blev verdens dyreste fodboldspiller, da man indløste brasilianerens frikøbsklausul på cirka 1,65 milliarder kroner.
En frikøbsklausul, der er lovpligtig i Spanien, hvor Neymar spillede inden PSG, men som ikke var 'lavet' til at blive indløst.
Den var mest af alt en måde at beskytte ens spiller på, samtidig med at de i teorien havde mulighed for at forlade klubben inden kontraktudløb.
Netop det køb ændrede på hele fodboldens økosystem, der ikke var bygget til, at en klub betalte så meget for en spiller.
Siden da er de største stjerners frikøbsklausuler i Spanien steget til vanvittige summer. For eksempel steg Real Madrid-stjernen Karim Benzemas fra 250 millioner euro til en milliard euro, og klubberne punger mere og mere ud på verdensplan for at erhverve sig verdens største profiler.
Tamim ben Hamad al Thani og kongefamilien i Qatar er flere gange blevet anklaget for at være tæt på den islamistiske organisation Det Muslimske Broderskab, hvilket man dog har benægtet.
Han er også beskyldt for at støtte islamiske grupperinger i regionen, og så har der været stor kritik af forberedelserne til VM i Qatar i 2022, hvor tusindvis af migrantarbejdere er døde.
Manchester City-ejer Sheikh Mansour
Mansour bin Zayed Al Nahyan – eller bare Sheikh Mansour – er en del af kongefamilien i De Forenede Arabiske Emirater. Han er premierminister i staten, halvbror til præsidenten og indehaver af en formue på hele 139,38 milliarder kroner – altså langt rigere end al Thani.
Ud over at eje Manchester City er han også indehaver af City Football Group, som ejer en række fodboldklubber verden over – herunder New York City FC, Melbourne FC, Girona FC og klubber i Asien, Frankrig, Belgien, Indien og Sydamerika.
Sheikh Mansour opkøbte Manchester City i 2008, men ligesom sin ditto i PSG har han udpeget en anden som præsident for klubben – i det her tilfælde Khaldoon al-Mubarak.
Siden overtagelsen har klubben vundet flere turneringer end mellem dens fødsel i 1894 og 2008, stærkt hjulpet på vej af spillerkøb for mere end 1,6 milliarder euro – knap 12 milliarder kroner.
Den 50-årige Manchester City-ejer Sheikh Mansour har også en del penge investeret i Sky Arabia og er fan af hestevæddeløb. Han er en dygtig rytter og er deltager desuden i en del langdistanceløb.
Han har seks børn med to forskellige koner og ejer en enorm yacht ved navn Topaz. Den er 147 meter lang og har en værdi på knap tre milliarder kroner.
Ejerskaberne som dem bag Paris Saint-Germain og Manchester City kaldes for sportwashing – et fænomen, hvor man bruger en begivenhed, en klub eller andet som løftepind til at forbedre et lands ry.
Når et land som Qatar tiltrækker Lionel Messi til den franske liga, bliver landet omtalt igen og igen og igen, mens den franske fodboldverden bliver henrykt over at se superstjernen i Ligue 1.
Messi og PSG kommer også til at bidrage til den franske statskasse, da man skønner, at den franske stat vil tjene i omegnen af 225 millioner skattekroner årligt på superstjernen.
Pengene fra Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har nu skabt de to hold, der ifølge mange er de to største favoritter til den ultimative klubtriumf i den kommende sæson: sejren i Champions League.
I øvrigt er der også et aspekt af en geopolitisk krig, som foregår mellem de to lande gennem klubberne, og derfor vil ejerne hade, hvis den anden rigmandsklub vandt verdens største klubturnering først.
Men efter mere end et årti med vanvittige pengestrømme er det ikke lykkedes nogen af klubberne at hæve det eftertragtede trofæ.
Om det nogensinde kan lade sig gøre at købe sig til den europæiske triumf eller et bedre ry, kan kun fremtiden svare på.
