Bliver Lionel Messi i FC Barcelona, eller er det snart 'farvel og tak'?

Det spørgsmål er blevet stillet mange gange den sidste uges tid, og det endegyldige svar er stadig ikke kommet.

Torsdag morgen lød det, at der er stor sandsynlighed for, at argentineren nu bliver i klubben, og nu bekræfter hans far og agent, Jorge Messi, at det er en mulighed.

Det gør han til det spanske medie Deportes Cuatro, der har talt med ham torsdag formiddag.

Status er ifølge ham, at Lionel Messi lige nu er gået i tænkeboks, og her kredser tankerne om en ting: Skal han blive i FC Barcelona et år mere?

Ifølge flere journalister – herunder danske Luna Christofi – lyder det, at Lionel Messi vælger netop det. Det skriver hun i et opslag på Twitter.

Jorge Messi og klubben havde møde onsdag, og her gjorde klubbens præsent, Josep Bartomeu, det klart, at det ikke er muligt for Lionel Messi at forlade topklubben gratis.

Argentineren har ellers givet klart udtryk for, at han ville væk. Det meddelte han klubben i sidste uge, og han er flere gange blevet sat i forbindelse med Manchester City og Pep Guardiola.

Dem har Jorge Messi dog ikke talt med, fortalte han til pressen, da han ankom i Barcelona onsdag morgen.

»Jeg ved ikke, om han forlader FC Barcelona. Fremtiden ser svær ud,« sagde han desuden, inden han gik til møde med Barcelona-ledelsen.

La Liga kom forleden med en officiel udmelding, hvor de gav FC Barcelona ret i, at Lionel Messi stadig er på kontrakt med den spanske storklub, og selv om Lionel Messi nægtede at møde op til søndagens coronatest og de efterfølgende træninger, er han stadig på papiret Barcelona-spiller – også selv om han føler det modsatte selv.

Og med en frikøbsklausul på 5,2 milliarder kroner er der lange udsigter, hvad angår et skifte væk.