Mon ikke et par spillere har oplevet at være star strucked, når de har haft første dag i Barcelona og mødt Lionel Messi i omklædningsrummet?

Det scenarie kræver ikke den store fantasi at forestille sig.

Og det er faktisk en følelse, som Lionel Messi selv har prøvet at have.

Det fortæller den argentinske superstjerne, der er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller seks gange, til franske L'Equipe.

For før han indtog verdensherredømmet – i hvert fald i fodboldens verden – var han en ung, genert fyr.

Det kom blandt andet til udtryk, da franske Thierry Henry i 2007 skiftede til Barcelona fra Arsenal.

»Den første dag, han kom ind i omklædningsrummet, turde jeg ikke kigge på ham,« siger Lionel Messi, som var 20 år, da Henry ankom til Camp Nou som en af fodboldens helt store stjerner.

»Jeg kendte til alt det, han havde gjort i England. Jeg havde lavet et billede af ham oppe i hovedet, og pludselig var vi der på samme hold.«

Messi og Henry ses her sammen i tiden i Barcelona.
Messi og Henry ses her sammen i tiden i Barcelona. Stringer/Spain

Og den lille argentinske troldmand lægger ikke skjul på, at det var en stor oplevelse for ham at spille side om side med Thierry Henry.

»Det, jeg følte for Titi (Henrys kælenavn, red.), var måske en form for beundring.«

»Jeg elskede Henry. Den lette måde at afslutte en aktion på, hvordan han løb mod målet og afsluttede. Han gav indtryk af, at det hele var så naturligt,« siger Messi.

Lionel Messi og Thierry Henry nåede at spille sammen i tre sæsoner i Barcelona, før franskmanden tog videre til New York Red Bulls, hvor han sluttede karrieren.