Melder ud om tragedie: 'Han er ikke en drabsmand'
»Jeg ville ønske, at intet af det her var sket. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på den familie, der har mistet en søn, en bror, en far.«

»Jeg ville ønske, at intet af det her var sket. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på den familie, der har mistet en søn, en bror, en far.«

Spanien er stadig rystet af de sekunder, hvor det værst tænkelige skete.
Nu tager superstjernens kone bladet fra munden i en besked, hun har delt med sine millioner af følgere på tværs af sociale medier.
»Han kommer til at bære sit eget kors hele livet for at have begået en fejl. En uforsigtig handling, der kostede en kammerat livet, og som meget vel kan ødelægge hans eget også,« skriver Mina Bonino.
»Men han er ikke en drabsmand.«
Ordene falder få dage efter Jesus de Miguels tragiske død – Tenerife-angriberen, som mistede livet efter et fatalt sammenstød med målmanden Jesus Owono.
Nu forsvarer Bonino – der er gift med Real Madrid-anfører Federico Valverde – Owono, som er offer for et gigantisk hadbølge efter at være direkte årsag til de Miguels død.

»Det tilkommer os ikke at dømme en person, der ikke havde nogen hensigt at dræbe. Han kommer til at afsone sin straf og bliver dømt i den offentlige domstol, som vil præge ham for altid. Men der er stadig tid til at reagere og undgå en ny katastrofe.«
Samtidig retter Mina Bonino sigtekornet på sociale medier, som hun mener forværrer hele situationen.
Her har Owono oplevet massivt had.
»Vi lever i et samfund præget af had. I stedet for at være et vindue åbent ud mod andre, er sociale medier blevet det værste sted i verden, hvor alle spiller dommer og dømmer en for evigt. Senere græder vi, når en person begår selvmord, men vi har magten til at ændre det.«
»Jeg ville ønske, at intet af det her var sket. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på den familie, der har mistet en søn, en bror, en far. Det er en dybt trist situation, og jeg håber, at de finder trøst, men det skal stoppe nu.«
Den frygtelige hændelse, der førte til Jesus de Miguels død, rækker ud over de spanske grænser.
»Det, der skete i Santa Cruz de Tenerife under kampen, er en tragedie. Jeg vil ikke engang forestille mig det, som Jesus de Miguels familie gennemlever: hans datter, hans forældre, hans kone,« skriver Bonino.
»Der findes ingen trøst, ingen ord til en sådan situation. Desværre kunne hans død ikke undgås, men som samfund har vi et ansvar for at gøre alt for, at sådan en tragedie aldrig gentager sig.«
Jesus de Miguel fik et hjertestop på banen mandag.