Koordinerede hop er fortsat forbudt på endetribunen i Parken.

Det melder FC København ud, inden de danske mestre tirsdag fylder Parken til ottendedelsfinalen i Champions League mod Manchester City.

Men lidt opløftning er der dog til de hoppelystne fans på stemningstribunen i Parken.

For processen, der har været i gang siden 18. marts 2023, går endelig ind i en ny fase efter tre måneders beregninger af Rambølls eksperter: Nemlig en testfase med omfattende vibrationstest, der dog forventes at tage yderligere måneder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»I første omgang udfører vi i de næste måneder vibrationstests for at fastlægge den karakteristiske last på tribunerne fra koordinerede hop i takt. Disse tests er afgørende for de næste faser i processen,« siger Jan Vig fra Rambøll i en pressemeddelelse på FCK.dk, hvor han kalder situationen for 'meget kompleks'.

FCK har tidligere meldt ud, at undersøgelser har vist, at Parken oprindeligt ikke er designet til, at tusindvis af fans hopper koordineret i takt og på den måde øger spidsbelastningen - således overskrider belastningen de koordinerede hop de normer, som blev anvendt under Parkens etablering i 1990.

Og derfor fastholdes forbuddet altså trods fremskridt i processen.

I den forbindelse løfter FCK-direktør Jacob Lauesen med pegefingeren overfor fansene - for overtrædelse af forbuddet kan betyde begrænset kapacitet på stemningstribunen i Parken.

FCK fan efter Champions League kampen mellem FC København - Galatasaray SK i Parken, tirsdag den 12 december 2023
FCK fan efter Champions League kampen mellem FC København - Galatasaray SK i Parken, tirsdag den 12 december 2023 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det sidste vi ønsker er at begrænse vores fantastiske fans, men jeg må understrege vigtigheden i, at alle respekterer forbuddet mod koordinerede hop, mens processen er i gang. Når vi har gennemført de kommende vibrationstests, vil vi have et godt billede af, hvordan udfordringen skal løses.«

Hoppeforbuddet blev overtrådt, da FC København tog billetten videre i Champions League i december.

Det kan du læse mere om her.

FCK understreger, at der ikke er tale om konstruktionsfejl eller vedligeholdelsesmangler.