Mon ikke der sidder en fodboldentusiast eller to derude og tæller ned til på tirsdag.

Nej, det skyldes ikke Champions League-kampen Manchester City-Real Madrid, som i øvrigt er blevet udskudt, men derimod et meget vigtigt møde hos det europæiske fodboldforbund (Uefa), der skal være med til at afgøre fremtiden for international fodbold.

Her bliver det diskuteret, hvad der blandt andet skal ske med EM-slutrunden i forhold til spredningen af coronavirus.

Uefas 55 medlemslande deltager i mødet, hvor EM-skæbnen potentielt skal afgøres, og de forskellige scenarier kan få enorme sportslige og økonomiske konsekvenser. Bliver EM rykket, kan det ende med en regning i milliardklassen, der skal betales.

Bliver EM 2020 overhovedet spillet? Nej, hvis man skal tro flere medier.
Bliver EM 2020 overhovedet spillet? Nej, hvis man skal tro flere medier. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg synes, at vi på tirsdag skal have en afklaring. Der er lang tid til tirsdag, måske for lang tid, men jeg har forståelse for, at det er vigtigt at få alle med. Det er vigtigt, at vi ikke begiver os ud i gættekonkurrencer eller spekulationer, men på tirsdag bør vi komme meget tæt på en afklaring - det skylder vi alle fans, klubber og landshold, som er involveret,« siger formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, der skal deltage i mødet, til DR.

»Det vigtigste for mig er at få sagt på tirsdag, at i Danmark følger vi altså myndighedernes anvisninger, og når statsministeren kommer med så klar og tydelig en melding, så er der ingen diskussion.«

Jesper Møller vil ikke udtale sig om de forskellige scenarier, men flere internationale medier som L'Équipe og Sport melder allerede nu, at EM sandsynligvis bliver rykket til 2021. Som det ser ud nu, virker det nemlig yderst vanskeligt at afholde slutrunden til sommer, forlyder det. Det skyldes flere forhold.

For det første skal der stadig kvalificeres fire hold til turneringen, og det ser i øjeblikket meget usandsynligt ud, da stort set al europæisk fodbold er suspenderet.

For det andet har Bosnien, som skal spille mod Nordirland, anmodet om ikke at spille opgøret, da en stor del af landsholdets spillere til dagligt bor i lande, hvor de risikerer karantæne.

For det tredje er mange af de nationale ligaer for tiden suspenderet. Det betyder, at de næppe bliver afviklet til tiden, hvilket formentlig kan kollidere med EM-slutrunden.

Men det bliver angiveligt ikke nemt at rykke den store fodboldfest. I sommeren 2021 har det internationale fodboldforbund (Fifa) planlagt et klub-VM i Kina, og derfor skal Uefa forhandle med Fifa.

Derudover skønner L'Équipe, at det vil koste et sted mellem 1,5 og 2,3 milliarder kroner at rykke begivenheden, hvilket dækker over leje af hoteller og stadions med mere.

Det kan ende med at koste milliarder, hvis EM bliver rykket.
Det kan ende med at koste milliarder, hvis EM bliver rykket. Foto: SALVATORE DI NOLFI
Vis mere

Det er højst usandsynligt, at Uefa selv vil betale for beløbet, og derfor forudser L'Équipe, at instansen vil bede de nationale fodboldforbund om at betale en del af regningen, hvis EM bliver rykket, så de nationale ligaer kan afvikles.

I dette tilfælde vil de nationale ligaer nemlig score tv-penge, og derfor mener UEFA, at det er retfærdigt, hvis nogle af disse bruges til at rykke på slutrunden.

Ifølge planen skulle EM afholdes i 12 byer på tværs af Europa, herunder København. Slutrunden skulle oprindeligt spilles mellem 12. juni og 12. juli.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jesper Møller.