Danske fodboldfans kan godt begynde at forberede sig på, at der ikke bliver afholdt EM i fodbold til sommer. Hverken i Danmark eller andre steder.

Sådan lyder vurderingen fra en af landets førende virologer og eksperter i coronavirus.

»For mig ser det på nuværende tidspunkt ud, som om EM i fodbold ikke kan lade sig gøre,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Sommerens EM-slutrunde skal efter planen afvikles i 12 lande – og det har gjort det muligt for Danmark at spille alle sine tre indledende gruppekampe på hjemmebane i Parken.

Men Christian Eriksen & co. må altså begynde at indstille sig på, at den rød-hvide EM-fest ikke bliver til noget. Og det samme gælder de danske fans, der har billetter til landsholdets kampe.

Allan Randrup Thomsen kan i hvert fald ikke se, hvordan corona-plagede værtslande som Danmark, Italien og Spanien skal nå at blive klar til at afholde et europamesterskab i fodbold. Både den italienske Serie A og den danske Superliga er eksempelvis suspenderet i øjeblikket.

»Der er flere europæiske lande, inklusive Danmark, som er hårdt ramt lige nu. I Italien ser det jo helt umuligt ud for eksempel. Derfor ser det ikke realistisk ud med et EM. Hvis der skal være nogen konsekvent linje i det, der er meldt ud fra myndighederne, så peger det meget stærkt i retning af, at der ikke kan afholdes noget,« siger han.

Hvis det europæiske fodboldforbund, Uefa, insisterer på at afvikle turneringen som planlagt, er det eneste håb altså, at myndighederne vil tillade, at EM-kampene kan spilles uden tilskuere.

Danmark skal efter planen spille tre hjemmekampe ved EM.
Danmark skal efter planen spille tre hjemmekampe ved EM. LEE SMITH

»Jeg synes, det bliver svært at forsvare, hvis et EM skulle kunne gå helt frit, når man tænker på, hvad myndighederne i forskellige lande har lavet af restriktioner i forhold til begivenheder,« lyder det fra Allan Randrup Thomsen.

Ud over EM i fodbold byder sommeren på OL i Tokyo, men de olympiske lege er ligeledes i fare for at blive udskudt, mener eksperten. Dog spår han OL bedre chancer for at blive gennemført, fordi det afvikles halvanden måned senere end EM.

»Vi snakker jo meget om, at den her første epidemibølge klinger af, når vi kommer til sommer, så vi kan håbe på, at det kan nå at få effekt inden OL. Så hvis man kan trække beslutningen en smule, så kan det godt være, man kan nå en anden beslutning med OL, end man gør med EM.«

»Men ved OL har du det problem, at der kommer mange deltagere fra mange forskellige lande, som lever relativt tæt sammen i den olympiske by. Og set ud fra et smittemæssigt synspunkt er det jo en meget uheldig situation. Og det samme gælder tilskuerne,« siger Allan Randrup Thomsen.

»Så jeg hælder til, at begge de her begivenheder – EM og OL – må udskydes,« tilføjer han.

Tour de France er vanen tro også i sportskalenderen denne sommer, og det er faktisk den sportsbegivenhed, som ifølge Allan Randrup Thomsen har de bedste chancer for at blive afviklet. Men det vil blive i en anderledes udgave, end vi har været vant til at se det.

»Helt generelt vil man ikke kunne afvikle de her sportsstævner uden drastiske indgreb. Til Tour de France vil det kunne betyde, at man må tage delelementer ud af løbet – måske noget så historisk anderledes som at droppe afslutningen på Champs-Élysées. Det var jo nok noget, man skulle overveje, for der er rigtig mange mennesker.«

»Men fordelen ved Tour de France er, at selvom der er mange tilskuere, så står de ikke lige så klumpet sammen som på eksempelvis et fodboldstadion. Derfor kan det godt være, man kan finde en måde at afvikle det på,« siger Allan Randrup Thomsen.