Den tidligere engelske fodboldspiller David Beckham har fået frataget sit kørekort i seks måneder, efter han har brugt sin telefon bag rattet.
Det skriver flere medier heriblandt Sky News.
Den 43-årige britiske stjerne blev set af en borger i november sidste år.
Her kørte han rundt i sin Bentley på Great Portland Street i London, mens han brugte telefonen.

Torsdag var David Beckham så mødt op i Bromley Magistrates Court i London.
Her var domsafsigelsen offentlig, og han erkendte sig skyldig.
Oprindeligt skulle sagen behandles i forrige måned under en administrativ proces, men den blev udskudt til torsdag, da David Beckham bekræftede, at han selv ville deltage.
I september sidste år – to måneder forinden han blev taget med telefonen i hånden – blev det rapporteret, at Beckham havde kørt for hurtigt. Han havde kørt 95 kilometer i timen i en zone, hvor man kun må køre 64 kilometer i timen.

For fartovertrædelsen modtog han seks såkaldte strafpoint, der svarer til mellem et og to klip i kørekortet herhjemme.
Ifølge de britiske myndigheders hjemmeside får man frataget sit kørekort, hvis man har 12 strafpoint. Beckham modtog yderligere seks strafpoint for at tale i telefon og landede dermed på 12 i alt.
Ud over fratagelsen af kørekortet har han fået en bøde på 750 pund – svarende til lidt over 6.500 kroner.
David Beckham har spillet over 100 kampe for det engelske landshold, inden han indstillede sin fodboldkarriere i 2013.
Beckham er gift med den tidligere Spice Girl-sangerinde Victoria Beckham. Parret har tre sønner og en datter, og de bor til daglig i London.