Der er ikke plads til Christian Eriksen i Real Madrid.

Sådan forholder det sig, hvis man spørger cheftræner Zinedine Zidane.

Ifølge den spanske sportsavis Marca har den franske træner nemlig gjort det klart internt i klubben, at han ikke ønsker Eriksen. Det samme gælder midtbanespillere som Ajax Amsterdams Donny Van de Beek.

I stedet vil klubben gå all-in på at hente Manchester United-stjernen Paul Pogba, selvom transferen umiddelbart virker noget sværere at gennemføre grundet franskmandens lønkrav.

Zinedine Zidane har gjort det klart internt i klubben – Han er ikke interesseret i at hente Christian Eriksen, skriver Marca.
Zinedine Zidane har gjort det klart internt i klubben – Han er ikke interesseret i at hente Christian Eriksen, skriver Marca. Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU
Vis mere

Alligevel meldes det, at Pogba nu er villig til at gå ned i løn for at kunne skifte til den spanske hovedstad. Det skriver Daily Mail.

Desuden er han også dyrere at købe fri end Christian Eriksen.

Pengene har dog hidtil ikke virket som noget problem i Real Madrid i sommerens transfervinduet. Klubben har brugt knap 1,2 mia. kr. på de to første rekrutter, Eden Hazard og Luka Jovic.

Belgieren blev købt for 100 mio. euro (ca. 746 mio. kr.), mens den serbiske angriber er hentet for 60 mio. euro (ca. 448 mio. kr.)

Christian Eriksen er fortvivlet over sin situation, skriver AS.
Christian Eriksen er fortvivlet over sin situation, skriver AS. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Skal man tro på historierne i forskellige medier, får de snart følgeskab af den franske venstreback Ferland Mendy, som koster i omegnen af 360 mio. kr., der altså får det samlede transferregnskab op på mere end 1,5 mia. kr. Og det er uden Paul Pogba.

Altså ser Eriksens Madrid-skifte sort ud, hvis man skal tro på Marca.

Ifølge avisen er danskeren klubbens favorit, men Zidane er ikke til at overtale. Han har udset sig Paul Pogba, og nu ser det ud til, at han har vundet den interne magtkamp i klubben, så han får Real Madrid overtalt til at bruge en stor sjat penge på franskmanden.

Derfor er Eriksen-transferen blevet parkeret, skriver Marca.

Det bakkes op af den anden store madrilenske sportsavis, AS, der melder, at Eriksen er ved at være fortvivlet over, at hans skifte er parkeret.

Danskeren er begyndt at overveje Tottenhams tilbud om at forlænge kontrakten: både fordi han kan stige i løn fra knap 30 mio. kr. årligt efter skat til ca. 45 (som er ligesom holdkammeraterne Hugo Lloris og Dele Alli), men også fordi forhandlingerne kan bruges til at sætte pres på Real Madrid, der kan se sig nødsaget til at forsøge at gennemføre danskerens transfer.

Det skriver AS og beretter, at Tottenham kan overtales til at sælge danskeren for max 520 mio. kr.

Ifølge programmet El Chiringuito de Jugones bliver Luka Jovic officielt præsenteret som Real Madrid-spiller onsdag kl. 13. Torsdag kl. 20 gælder det belgieren Eden Hazard.