Cristiano Ronaldo er tilsyneladende ved at gøre alvor af sin utilfredshed i Manchester United.
Fredag forlød det, at superstjernen har stillet et ultimatum til ledelsen i klubben om, at de skal hyre en manager, der falder i portugiserens smag, når afløseren for tyske Ralf Rangnick skal findes fra den kommende sommer. Og nu er der mere brænde til det negative United-bål.
Således har han, ifølge Daily Mail, holdt krisemøde med sin agent, Jorge Mendes, fordi der er så meget uro i Manchester United, som ikke blot har problemer i tabellen og ikke kender fremtiden på managerposten, men også har skiftet ud i topledelsen med øverste chef Ed Woodwards afgang.
Woodward er i gang med sin sidste måned i Manchester United og bliver afløst af Richard Arnold.
Ronaldo skulle have fået fløjet Jorge Mendes til England, og her diskuterede de to herrer ifølge mediet især spillerens bekymring over Rangnicks syn på, hvordan Manchester United skal spille fodbold. Problemet synes for Ronaldo at være stort nok til, at han ikke kan leve med det for øjeblikket.
Under alle omstændigheder vil Ralf Rangnick blive i Manchester United selv efter sommerferien, da det er planen, at han skal tiltræde rollen som Senior Football Advisor.
Dermed kan Cristiano Ronaldo være nødsaget til enten at affinde sig med situationen eller skifte klub igen.
Det er status – blot fem måneder efter hans comeback-transfer til klubben.