Manchester Uniteds anfører, Harry Maguire, er havnet i problemer på den græske ferieø Mykonos.

Den 27-årige fodboldspiller skulle angiveligt være blevet anholdt af græsk politi torsdag aften efter tumult ved en bar.

Det skriver det engelske medie Manchester Evening News, som citerer det græske medie Proto Thema.

Over for den engelske journalist Samuel Luckhurst, der skriver om Manchester United for netop det engelske medie, bekræfter storklubben torsdagens episode.

27-årige Harry Maguire.
27-årige Harry Maguire. POOL

Det skriver han på sin Twitter-profil.

'Klubben er bekendt med episoden på Mykonos, der involverede Harry Maguire, i går aftes. Vi har været i kontakt med Harry, og han er fuldt ud samarbejdsvillig med de græske myndigheder. På nuværende tidspunkt har vi ikke flere kommentarer,« lyder det.

Den engelske fodboldstjerne havnede ifølge det græske medie i et større skænderi med en gruppe engelske turister, hvorefter skænderiet eskalerede yderligere.

Da politiet ankom til stedet, forsøgte de at få ro på situationen ved at adskille de involverede parter, men Harry Maguire modsatte sig efter sigende politiets ordre, og derfor blev han lagt i håndjern.

Harry Maguire befinder sig i øjeblikket på ferie på den græske ø, efter Manchester United i sidste uge røg ud af Europa League, da holdet tabte 1-2 til Sevilla i semifinalen.

De lokale myndigheder på den græske ferieø har endnu ikke udtalt sig om torsdagens episode.