Det bliver ekstremt dyrt, hvis UEFA som ventet vælger at udskyde sommerens EM i et år.
Ja, faktisk kommer det til at koste hele to milliarder kroner, og den regning bliver sendt direkte videre til klubberne i Det Europæiske Fodboldforbund. Det skriver The Athletic.
Det er ellers landsholdene, der efter planen skulle kæmpe om at blive Europas bedste denne sommer, hvor EM skulle afholdes i flere byer i hele Europa - blandt andre København.
Men det er klubberne, som lige nu er pressede af corona-krisen i forhold til at få færdigspillet turneringerne inden det EM, der stod til at skulle afvikles fra 12. juni og en måned frem.

Nu kan de også blive presset på økonomien.
For det ventes, at EM på et stort videomøde tirsdag vil blive udskudt med et år til sommeren 2021.
Som B.T. kunne afsløre mandag, tog UEFA allerede i sidste uge et skridt i den retning ved at afbestille de hoteller i København, som forbundet havde booket under hele slutrunden.
Udskydningen af sommerens EM vil potentielt kunne hjælpe de nationale ligaer, der lige nu for de flestes vedkommende ligger stille over hele Europa.
Skulle der i løbet af de kommende uger komme så meget styr på corona-udbredelsen, at man igen vil begynde at planlægge de resterende klubkampe, kan et aflyst EM give noget mere luft i kalenderen.
Det er lige nu - ifølge The Athletic - klubbernes helt store prioritet at få afviklet de nationale turneringer samt Champions League og Europa League, så de slipper for eventuelle ‘juridiske udfordringer’, som det hedder sig.
Udfordringer fra klubber, der vil kræve kompensation for manglende indtægter.
Det hele forventes diskuteret på et stort video-møde, som UEFA planlagde i sidste uge. Et møde, hvor hele fodbold-Europa vil finde frem til en løsning på de udfordringer, som coronavirussen lige nu kaster ned over sporens verden.


