Udbredelsen af coronavirussen har skabt store økonomiske efterdønninger over hele verden.
Det har også ramt den russiske milliardær Roman Abramovich hårdt.
Ifølge The Moscow Times har Chelsea-ejeren tabt intet mindre end 20 milliarder kroner i de første måneder af 2020.
Men den 53-årige russer er ikke ved at gå fallit af den grund.
Ifølge Forbes har han stadig en formue i omegnen af 80 milliarder, som han hovedsageligt har opbygget via investeringer i gas- og stålindustrien.
Roman Abramovic købte i 2003 Chelsea, og Premier League-klubben har siden modtaget rigtigt mange penge fra milliardærens bankbog - eksempelvis var indskuddet på hele 2,1 milliarder i løbet 2018/19-sæsonen, selv om han ikke har været til stede ved en hjemmekamp i to år.
I 2018 afviste myndighederne i Storbritannien at forny hans visum, og siden har han ikke sat sine ben i landet. I stedet har han siden erhvervet sig et israelsk statsborgerskab.
I stedet bor og opholder han sig i et af sine andre monsterdyre boliger rundt omkring i verden - eller på 'Eclipse', verdens næststørste yacht.

I det hele taget har 2020 været hård ved de Ruslands allerrigeste, selv om landet stadig ikke har været meget påvirket af coronavirussen.
The Moscow Times skriver desuden, at de 24 rigeste mænd i landet tilsammen har tabt omkring 415 milliarder kroner i år - hvilket svarer til et tab på en femtedel af deres samlede formuer.
Hårdest er det gået ud over Leonid Mikhelson, der ejer gasselskabet Novatek. Han har tabt knap 70 milliarder kroner i år og er derfor nu 'kun' Ruslands sjetterigeste person mod tidligere den andenrigeste.


