Pierre-Emile Højbjerg kan være på vej til Everton.

Danskerens klub Southampton har i hvert fald accepteret et bud på danskeren, der har et år tilbage af sin kontrakt.

Sådan skriver mediet The Telegraph.

Buddet er angiveligt på 25 millioner pund, hvilket svarer til cirka 206 millioner kroner.

Pierre-Emile Højbjerg har tidligere spillet for Bayern München, Augsburg og Schalke 04 som seniorspiller. Nu kan danskeren være på vej til at stifte bekendtskab med en fjerde klub efter fire år i Southampton.
Pierre-Emile Højbjerg har tidligere spillet for Bayern München, Augsburg og Schalke 04 som seniorspiller. Nu kan danskeren være på vej til at stifte bekendtskab med en fjerde klub efter fire år i Southampton. MIKE HEWITT

Rygterne har længe svirret omkring Højbjerg, som var anfører i Southampton, men fik frataget sit anførerbind i juni, fordi han ikke ville forlænge sin kontrakt med klubben.

Både Manchester City er blevet meldt interesserede i danskeren, men den varmeste bejler har ifølge de fleste medier været Christian Eriksens tidligere klub Tottenham.

The Telegraph skriver også, at Tottenham stadig er en del af kapløbet om den danske midtbanespiller, men London-klubbens bud har ikke matchet det beløb, som Southampton forventer at slippe for den 24-årige dansker.

Ender handlen med at gå igennem, kan Pierre-Emile Højbjerg blive historiens dyreste danske spiller. Indtil videre besidder Joachim Andersen den titel, efter Lyon smed cirka 180 millioner kroner efter den danske forsvarsspiller i fjor.

Hertil var dog cirka 44 millioner kroner i bonus oveni, som afhænger af Joachim Andersens præstationer, og de afgør, hvem af de to, der ender med at blive dyrest.

Højbjerg har spillet 134 kampe for Southampton og scoret fem mål siden 2016.