Brentford dummede sig grumt og tabte et vigtigt skridt i jagten på oprykning til Premier League med 0-1-nederlaget til Stoke.
Men oprykningsdrømmene er langtfra slukket.
Det vurderer den nuværende AGF-assistent-træner Lars Friis, der var i halvandet år ansat som U23-træner i Brentford og kender klubben indefra.
»Jeg tror stadig på, at Brentford kommer i Premier League. Om det så er i grundspillets sidste runde, eller om det er via playoff ... det er så solidt, hvad de har gang i. Det er så gennemtrænet,« siger Lars Friis, der var med over en telefon i mandagens episode af Fodbold FM.

»Jeg er måske en smule farvet, men jeg synes bare, at der er så meget bund i det hold.«
Han mener ikke, at der gik 'gummiben' i den for Brentford, der kom til kampen med en sejrsstime på otte kampe. Brentford røg bare i 'Stoke-fælden'.
»Det kan godt være, at Stoke er et skidt hold at se på, men jeg skal lige hilse og sige, at det er et rigtigt forfærdeligt stadion at være modstander på. Det blæser altid.«
»Brentford fik slet ikke gang i deres spil og kom slet ikke op omkring Stokes straffesparksfelt, som de ellers har været så sindssygt dygtige til. Man kan lide det eller ej, men Stoke fik faktisk ødelagt kampen, præcist som de gerne ville.«

I mandagens Fodbold FM-sad spilekspert Steffen Dam, tidligere Superliga-profil Ken Ilsø og B.T.-sportschef Søren Hanghøj Kristensen. Blandt emnerne var sølvbraget i Parken, Vejles kommende overlevelseskamp og generationsskifte i Barcelona og Real Madrid.
Du kan høre programmet som podcast, MEN du kan også streame det live øverst i denne artikel – eller se det på B.T.s Facebook.
Fodbold FM er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Her debatterer aktører fra fodboldverdenen de vigtigste begivenheder og emner fra ind- og udland. Vært er Steffen Gronemann. Følg Fodbold FM på Facebook og på Twitter.
Se og lyt med øverst i denne artikel. Du kan også som altid downloade podcasten.