Et af fodboldhistoriens mest lukrative og længste ægteskaber er slut.
I hvert fald hvis man skal tro det portugisiske medie Publico.
For efter knap 20 år, enorme klubskifter og milliarder på kontoen er Cristiano Ronaldo og stjerneagenten Jorge Mendes ikke længere samarbejdspartnere.
Det skyldes voldsomme uenigheder de seneste måneder, hvor kaosset omkring den 37-årige superstjerne og hans opsigtsvækkende optrin har fået Mendes' tålmodighed til at slippe op.

I stedet for er Cristiano Ronaldo nu ifølge mediet repræsenteret af Ricardo Regufe, som har arbejdet for Nike i mange år – og som fulgte spilleren til Saudi-Arabien i forbindelse med det nylige skifte til Al-Nassr.
Mendes og Ronaldo havde ellers fulgt hinanden siden starten på sidstnævntes enorme karriere, der har bragt ham forbi storklubber som Real Madrid og Juventus, efter det for alvor tog fart, da Cristiano skiftede til Manchester United i 2003.
Uenigheden omkring Cristiano Ronaldos fremtid efter det nylige kaos med Manchester United – Ronaldos andet ophold i klubben – har ifølge Publico været en af årsagerne til det opsigtsvækkende brud.
Især den portugisiske målmaskines eksplosive interview med Piers Morgan, som Jorge Mendes egentlig havde modsat sig, smadrede udsigten til det fremtidige samarbejde.

For agenten vidste angivelig godt, at Cristiano Ronaldo ville have svært ved at finde en klub af Uniteds statur og aura. Ronaldo håbede derimod at brænde banen af ved VM for at finde sig endnu en prestigefyldt arbejdsgiver.
Men det skete som bekendt ikke.
Cristiano Ronaldos billedrettigheder bliver dog fortsat varetaget af Gestifute gennem datterselskabet Polaris, skriver Publico.
Her melder man også, at de første uenigheder mellem Ronaldo og Mendes begyndte at spire i 2021, da spilleren forlod Juventus.
