En 10-dobling af lønnen.
Sådan en kunne de fleste formentlig godt tænke sig, især i en dyr juletid.
Det er måske, hvad Erling Braut Haaland kan se frem til. I hvert fald hvis man skal tro det britiske medie Daily Mail.
Den 19-årige nordmand fra RB Salzburg rygtes til Europas største klubber lige nu, og en af dem er mægtige Manchester United, hvor en gigantisk lønforhøjelse kan være på vej.

I skrivende stund tjener Haaland knap 175.000 kroner om ugen, men ifølge mediet vil de rødklædte fra Manchester tilbyde angriberen 200.000 pund om ugen – svarende til 1,743 millioner kroner.
Dertil kan der komme flere bonusser, hvis nordmanden formår at være lige så effektiv med at banke kasser ind, som han er det for sin nuværende klub.
Det kunne også ske i tilfælde af, at Manchester United kvalificerer sig til Champions League eller vinder andre trofæer.
Erling Braut Haaland har scoret svimlende 28 mål i 22 kampe i denne sæson. Otte af dem er faldet i Champions League i løbet af gruppespillets seks kampe.