Hvordan lyder Durmisi på fransk?

For det lader til, at der er interesse for Riza Durmisi fra landet, hvor det flyder med brie og baguettes.

Ifølge den store avis L'Equipe er storklubben Marseille begyndt at have et godt øje til den danske landsholdsback.

Avisen skriver, at Marseille har ledt efter en ekstra venstre back med kvalitet i noget, der minder om halvandet år.

Klubben skulle have ønsket at finde den rette spiller, der enten kan presse eller tage over for den nuværende venstre back, Jordan Amavi – også så man er fri for at bruge sin normale højre back, Hiroki Sakai, i venstre side, hvis Amavi ikke kan spille.

Og her skulle man, blandt andre, kigge Riza Durmisis vej i øjeblikket.

Den tidligere Brøndby- og Real Betis-spiller har blot været i Lazio i et år, siden han skiftede i juni sidste år på en lukrativ kontrakt til det italienske storhold.

Spilletiden har de dog ikke været meget af i Lazio, hvilket han har fortalt om til B.T.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Danskeren har både været plaget af småskader, men selv skadesfri har han haft svært ved at komme i startopstillingen hos Lazio, hvor det blot er blevet til 10 ligakampe i denne sæson – otte af dem som indskifter.

Derfor er salgsprisen på Riza Durmisi givetvis faldet en anelse fra de syv millioner euro (52 millioner kroner), som Lazio ifølge B.T.s oplysninger betalte Real Betis for danskeren. Fire millioner euro melder den franske avis som en mulig salgspris i dag.

Det er noget, der passer Marseille. L'Equipe nævner, at der er blodrøde tal i budgettet, og at man forventer et storsalg af stjernen Morgan Sanson, før der kan kigges på nye spillere til klubben.

Foruden de 10 ligakampe har Riza Durmisi også spillet to pokalkampe og syv Europa League-kampe for Lazio.