Christian Eriksens agent, Martin Schoots, vil nu til bunds i, om Real Madrid er interesseret i den danske stjerne eller ej.

Derfor har Martin Schoots nu sat et møde op med den spanske storklub.

Det skriver spanske Marca mandag aften.

Ifølge mediets oplysninger vil Schoots i denne uge rejse til den spanske hovedstad for at mødes med relevante personer fra Real Madrids ledelse.

Og Martin Schoots agenda er altså angiveligt at blive klogere på, hvor Real Madrid konkret står i forhold til Christian Eriksen efter flere måneder med vedholdende rygter.

I weekenden skrev selvsamme Marca, at Tottenham-formand Daniel Levy ligeledes havde taget kontakt til Real Madrid.

I en telefonsamtale med genereldirektør Jose Angel Sanchez skulle Daniel Levy have tilbudt Real Madrid at købe Christian Eriksen for 70 millioner euro (522 mio. kr., red.).

Ifølge Marca har Daniel Levy nu definitivt opgivet at forlænge med Christian Eriksen, som har kontraktudløb om et år.

Derfor vil Levy nu sælge danskeren i dette transfervindue, så han kan nå at få lidt penge i kassen, inden Eriksen kvit og frit kan forlade London-klubben.

Men Real Madrid har i første omgang afvist Daniel Levys tilbud.

Flere medier beretter da også stadig, at Christian Eriksen ikke er blandt topprioriteterne hos ’Los Blancos’.

Både Manchester Uniteds Paul Pogba og Ajax Amsterdam-spilleren Donny Van de Beek skulle så over Christian Eriksen på madrilenernes ønskeseddel.