Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller, da han i sommer forlod FC Barcelona. Nu vil brasilianeren gerne tilbage til den spanske klub.

Det er den Barcelona-baserede avis Mundo Deportivo, der fredag bringer den opsigtsvækkende historie med overskriften ’Neymar beder om at må vende tilbage’:

Ifølge mediets kilder har den brasilianske fodboldspiller henvendt sig til flere på ledelsesniveau i FC Barcelona og givet udtryk for et ønske om at vende tilbage til den klub, han spillede for i fire år (fra 2013-17).

Mundo Deportivo lægger vægt på, at henvendelsen fra Neymar kom inden den ankelskade, der i øjeblikket holder den 26-årige offensivspiller ude for muligvis resten af sæsonen. Den fik han sidste i februar i en ligakamp mod Marseille.

Og henvendelsen kom altså også inden hans nuværende klub, PSG, på ganske ydmygende vis blev sendt ud af Champions League af Real Madrid tidligere i denne uge.

Ifølge Mundo Deportivo har Neymars entourage ladet sive, at fodboldspilleren har erkendt, at han tog fejl i forsøget på at undslippe Lionel Messis skygge i FC Barcelona.

På samme måde skulle han angiveligt have fortalt, at han lod sig forblænde af de mange penge i den franske klub, hvor han trods alt har scoret 28 mål i 30 kampe.

Men Neymar skulle samtidig være blevet negativt overrasket over det lave niveau i den franske Ligue 1.

Neymar blev i sommer solgt til PSG for 222 millioner euro (1,65 milliarder kroner), og efterspillet har ikke været kønt mellem fodboldspilleren og FC Barcelona.

Neymar opholder sig øjeblikket i hjemlandet Brasilien, hvor han er blevet opereret for sin skade:

Foto: PAULO WHITAKER
Vis mere

Blandt andet strides klubberne om, hvorvidt Neymar har krav på en såkaldt loyalitetsbonus på knap 200 millioner kroner, som blev udløst i sommer efter hans fire år i klubben – kun få dage inden skiftet til PSG.

At brasilianeren rygtes væk fra sin franske klub er sådan set ikke noget nyt.

Sådan har det været stort set hele sæsonen. Exit-rygterne har dog hidtil haft en anden spansk klub som den anden part: Real Madrid. Se mere om det øverst i artiklen

Mundo Deportivo spekulerer i fredagens afsløring af Barcelona-linket da også i, at Neymars bagland udmærket er klar over, at sårene endnu ikke er helet i forhold til FC Barcelona.

Læs også: Manchester United-spillere har fået klar besked: Adlyd Mourinho eller smut

Derfor kan den catalanske klub have svært ved at acceptere Neymars tilbud om at vende – og derfor kan brasilianeren have lettere ved at foretage ’det forbudte skifte’ til Real Madrid med begrundelsen: ’Min førsteprioritet var Barca, men de ville ikke have, så derfor må jeg skifte til dem, der gerne vil tage imod mig’.

FC Barcelona har i denne sæson øvrigt klaret sig fint uden Neymar i truppen. Holdet ligger suverænt nummer et i Primera Division, holdet er i pokalfinalen og i næste uge venter en afgørende retur-1/8-finale mod Chelsea.