PSG-stjernen Neymar blev lørdag opereret i sin højre fod og forventes fortsat ude i op til tre måneder.
Operationen gik perfekt for Neymar.
Brasilianeren blev lørdag opereret i sin højre fod og ankel, og det var et succesfuldt indgreb, oplyser Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF).
Paris Saint-Germains dyre angriber blev opereret af Rodrigo Lasmar, en læge på det brasilianske fodboldlandshold.
Det foregik på hospitalet Mater Dei i byen Belo Horizonte, hvor mange fans stod og råbte Neymars navn.
En fysioterapeut fra PSG vil nu holde godt øje med klubbens 26-årige superstjerne, som skal i gang med genoptræningen.
»Han vil blive evalueret igen om cirka seks uger for at finde ud af, hvornår han kan begynde at træne igen,« lyder det fra forbundet.
Neymar vred om på anklen i sidste weekends ligakamp mod Marseille.
Det ventes fortsat, at Neymar kan være ude i op til tre måneder.
Lægerne vurderer ifølge Det Brasilianske Fodboldforbund, at Neymar bliver klar til sommerens VM-slutrunde i Rusland.
Brasiliens første VM-kamp er mod Schweiz og spilles 17. juni. Herefter venter kampene mod Costa Rica og Serbien i det indledende gruppespil.
Uden Neymar vandt PSG lørdag med 2-0 ude over Troyes i den bedste franske liga. PSG sparede også en række andre profiler i den kamp.
Angel Di Maria og Christopher Nkunku scorede målene for pariserne i anden halvleg.
Efter 2-0-målet blev 18-årige Timothy Weah skiftet ind og fik sin debut for PSG. Teenageren er søn af den tidligere PSG-angriber George Weah.
PSG fører ligaen med 74 point efter 28 kampe. Monaco er nummer to med 60 point.
/ritzau/
