Det kan være, at den engelske Championship snart får endnu en dansk træner.
For mens Thomas Frank sidder solidt i sædet hos London-klubben Brentford, ser det ud til, at Michael Laudrup er i spil til et job i Birmingham.
Sådan skriver det engelske medie The Telegraph.
Det er dog ikke lige nu, at Michael Laudrup potentielt skulle tage over.

Først ved slutningen af Championship-sæsonen kan det blive aktuelt, da den nuværende cheftræner, Pep Clotet, stopper, og trænerstafetten skal gives videre.
»Pep har fortsat vores fulde opbakning, og vi er alle motiverede for at gøre alt, vi kan, så vi ender sæsonen bedst muligt og giver ham den bedst mulige afsked,« siger Dong Ren, som er direktør for Birmingham-klubben, ifølge mediet.
Samtidig fremgår det, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning om, hvem den fremtidige cheftræner skal være, og det sker nok først efter sæsonen.
Bliver Laudrup en del af den vestengelske klub, der i øjeblikket ligger på 16.-pladsen ud af 24 i den næstbedste engelske række, får han formentlig dansk selskab. I truppen finder man venstrebacken Kristian Pedersen, som du i øvrigt kan læse et interview med her.
Michael Laudrup har sidst trænet et hold for to år siden, da han stod i spidsen for Al Rayyan SC i Qatar. Takker han ja til jobbet i Birmingham, bliver han klubbens sjette træner på kun tre et halvt år.
Siden det seneste trænerjob har Michael Laudrup været ekspert på Viasat-kanalerne, hvor han især har været en del af Champions League- og Premier League-dækningen.