Hvorfor er Christian Eriksen ikke i en af de store, spanske klubber i dag?
For Barcelonas vedkommende lader det tid, at det kan være på grund af klubbens store stjerne.
Ifølge spanske El Desmarque skulle Lionel Messi have sat en stopper for, at FC Barcelona i dag har Christian Eriksen på lønningslisten.
Mediet skriver, at Christian Eriksen havde interesse fra Real Madrid og klubbens præsident, Florentino Perez, men at den 27-årige dansker selv ønskede et skifte til FC Barcelona. Og det skulle have lukket døren til den spanske hovedstad.

Til gengæld skulle Tottenham have været klar på at sælge Eriksen til Barcelona.
London-klubben skulle endda have haft forhandlet en aftale på plads, der sendte kroatiske Ivan Rakitic den anden vej, mens man samtidigt ville have brugt penge på Carlos Aleña.
Men så trådte Messi ind i sagen.
El Desmarque mener at vide, at Lionel Messi ikke har haft tiltro til Christian Eriksen . Han føler, at Christian Eriksen ikke har påtaget sig et stort nok ansvar, når det har haltet for Tottenham. I bund og grund, at danskeren ikke er god nok.

Derfra skulle argentineren have givet sin mening til kende og bedt Barcelona om ikke at købe Christian Eriksen.
Som følge deraf skulle dørene for Christian Eriksen ind til både Real Madrid og FC Barcelona nu være lukkede. For få dage side skrev spanske AS, at Barcelona-træner Ernesto Valverde ligeledes har sat en stopper for et skifte til FC Barcelona.
Få dage forinden meldte samme AS i tråd med El Desmarques historie fredag, at Florentino Perez ikke længere har interesse i den danske midtbanestjerne.
Tidligere har det ellers været meddelt, at netop Perez skulle være brændt varm på Christian Eriksen til midtbanen, hvorimod træner Zinedine Zidane har foretrukket andre løsninger i stedet - heriblandt Paul Pogba. De to franskmænd mødtes for nyligt på en strand i Dubai.