PSG-spillerne havde fået inddraget deres fridag mandag, efter det franske storhold løb ind i et pinligt 1-3-nederlag på hjemmebane mod Lorient i Ligue 1.

Alle spillerne mødte derfor op til en træning mandag formiddag – bortset fra én.

Den argentinske superstjerne og verdensmester Lionel Messi valgte ifølge L'Equipe at blæse højt og helligt på det, da han i stedet for at træne med holdkammeraterne tog et smut til Saudi-Arabien.

Saudi-Arabiens minister for turisme, Ahmed Al Khateeb, har dokumenteret besøget med et lille skriv og nogle billeder af Messi og familien i et opslag på Twitter.

»Jeg er glad for at byde Messi og hans familie velkommen til Saudi-Arabien for at nyde de magiske turistdestinationer og autentiske oplevelser. Vi byder besøgende fra hele verden velkommen til at opleve en unik tur til Saudi-Arabien og dets gæstfrihed,« skriver ministeren i opslaget.

Flere kilder hos PSG melder til L'Equipe, at Messi havde bedt om tilladelse til at rejse til Mellemøsten, men ikke havde fået lov af cheftræner Christophe Galtier. Alligevel tog Messi af sted.

Lionel Messi har valgt at indgå en lukrativ aftale med Saudi-Arabien, hvor han virker som ambassadør for turismen i landet.

Det har fået mange i Messis hjemland til at rase, da Argentina kæmper mod netop Saudi-Arabien om at blive vært for VM i 2030. Det kan du læse meget mere om HER.