Lionel Messi og FC Barcelona har altid hængt uløseligt sammen.

Men tiderne er skiftet, og nu melder en troværdig journalist, at den argentinske troldmand har bedt FC Barcelona om et klubskifte.

Det er Marcelo Bechler, der arbejder for brasilianske Esporte Interativo, som nu kan fortælle, at han har snakket med en kilde i den spanske storklub, der kender Messi særdeles godt.

Han skulle have oplyst, at den 33-årige stjerne har bedt om at blive solgt nu. Verdensstjernen har ifølge kilden mistet tiltroen til den sportslige ledelse i forhold til at skabe et vindende hold, og han har derfor ikke i sinde at vente med at skifte til næste sommer, hvor hans kontrakt løber ud. Det siger journalisten i en video på sin Twitter-profil.

Det var netop Marcelo Bechler, der som den første kunne afsløre, at Neymar ville skifte fra FC Barcelona til PSG i 2017.

Den angivelige besked fra Messi kommer blot to dage efter, at klubben rendte ind i en øretæve, da de i Champions League-kvartfinalen mod Bayern München blev destrueret og tabte hele 8-2.

Det var klubbens største nederlag i Champions League nogensinde.

Siden har spekulationerne om en trænerfyring og spillersalg floreret i de fleste medier rundtomkring i verden, men nu skulle det altså være stjernen over dem alle, der er på vej væk.

Lionel Messi har spillet hele sin professionelle karriere i FC Barcelona, hvor han fik debut i 2004.

Her er det blevet til utrolige 634 mål i 731 kampe.