Efter den historiske ydmygelse i fredags er FC Barcelona angiveligt klar til at smide Quique Setién på porten.
Det engelske medie The Guardian skriver således, at Barcelona holder et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag, hvor det forventes, at Setién bliver fyret. Han er dog ikke den eneste, som er på vej ud. Eric Abidal, som først var en stor profil, efterfølgende blev ambassadør og nu er sportsdirektør i klubben, får angiveligt også sparket.
De har også allerede udset sig en afløser for Setién. Det skulle angiveligt være den tidligere Tottenham-manager Mauricio Pochettino, som står klar i kulissen. Ifølge den spanske radiostation RAC1 mødtes argentineren med Barcelona-præsident, Josep Maria Bartomeu, i sidste uge, hvor Bartomeu og Pochettino spiste middag sammen, og det har fået spekulationerne til at blomstre.
Pochettino har ellers tidligere taget afstand fra rygterne om at overtage trænersædet i storklubben. Han har sågar udtalt, at 'han hellere vil arbejde på sin gård i Argentina end at støde til i Barcelona.' Pochettino har nemlig en fortid i Espanyol som både spiller og træner. Espanyol er den rivaliserende klub til Barcelona i lokalområdet.
Mauricio Pochettino har endnu sit første trofæ til gode som manager, men har opnået en stor status i fodboldverdenen for at udvikle talenter og praktisere flot fodbold med begrænsede midler.
Setién har kun stået i spidsen for den catalanske klub siden januar, men han har alligevel haft en svær tid på posten. Først blev Barcelona ekspederet ud af den spanske pokalturnering i kvartfinalen mod Athletic Bilbao, hvorefter de måtte tage til takke med sølvet i La Liga bag Real Madrid.
I fredags blev en dårlig sæson så endnu værre, da de fik en historisk røvfuld af Bayern München, som vandt med hele 8-2. Det største nederlag nogensinde for den catalanske klub i Champions League.
Nok er nok for Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, som altså nu vil svinge øksen og skifte ud på flere poster.


